De yngste børn og børn med handicap skal ikke automatisk for Ungdomskriminalitetsnævn
Alle børn og unge i alderen 10-17 år bliver indstillet til Ungdomskriminalitetsnævnet, når de begår personfarlig kriminalitet.
Sådan har det været siden 2019, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet for at sætte ind over for den såkaldt hårde kerne af kriminelle børn, som hverken politiet eller retssystemet kunne straffe.
Formålet var at vise konsekvens over for børn med kurs mod en kriminel løbebane. Men lovgivningen er urimelig byrdefuld for nogle børn og tager ikke tilstrækkeligt hensyn til barnets bedste, vurderer Institut for Menneskerettigheder:
”Loven levner ikke plads til vurderinger af, hvad det enkelte barn kan magte og forstå. Vi efterlyser, at de kommende lovændringer gør op med automatikken, og at der i stedet bliver foretaget individuelle vurderinger af alle børn under 14 år og undtaget flere børn med handicap,” siger Maria Ventegodt, national chef i Institut for Menneskerettigheder.
Lov rammer børn med psykisk handicap hårdt
Et nyt lovudkast lægger op til at ændre ungdomskriminalitetsloven, så børn og unge med ”svært nedsat psykisk funktionsevne” bliver undtaget fra Ungdomskriminalitetsnævnet.
Evalueringer viser nemlig, at nævnsmødet er en voldsom psykisk belastning for den gruppe af børn og unge, og at det ikke er med til at forebygge ny kriminalitet.
Det er et fremskridt, at lovudkastet lægger op til flere undtagelser, skriver Institut for Menneskerettigheder i sit høringssvar.
”Men vi anbefaler, at alle børn med psykiske handicap bliver beskyttet af en undtagelsesordning. De kan være særligt følsomme og have svært ved at forstå hele processen i Ungdomskriminalitetsnævnet,” siger Maria Ventegodt.
Øget fokus på barnets bedste
De børn, der kommer for Ungdomskriminalitetsnævnet, har meget forskellige behov og ressourcer. Flere af børnene er allerede anbragt uden for hjemmet, mens andre helt åbenbart ikke er i fare for at begå ny kriminalitet.
”En sag ved Ungdomskriminalitetsnævnet bør altid tage udgangspunkt i det enkelte barn: Tjener det virkelig et formål at sende barnet for nævnet? Den tilgang vil stemme bedre overens med princippet om barnets bedste,” fastslår Maria Ventegodt.