Afslutningen af beskyttelsen

Hvorfor dette project?

Den internationale beskyttelse af flygtninge og andre rettighedshavere giver ret til at opholde sig i asyllandet i risiko for forfølgelse eller anden alvorlig skade.

Imidlertid er omstændighederne, hvor en stat lovligt har mandat til at afslutte beskyttelsen, ikke altid klare.

Hvad betyder det nuværende 'paradigmeskifte' hvad angår international beskyttelse? Hvornår kan en stat lovligt afslutte sin beskyttelse af flygtninge (ophør) og andre rettighedshavere (tilbagekaldelse)? Hvilke forskellige standarder gælder for andre rettighedshavere end flygtninge, navnlig den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3?

Spørgsmålet om, hvornår beskyttelsen ophører, er overraskende underudforsket i litteraturen.

Indtil nu har forskningen fokuseret på ophør af flygtningestatus i massetilstrømningssituationer, indholdet af flygtningekonventionens artikel 1 C, stk. 5, samt staternes ret til at påberåbe sig ophørsklausulerne.

En forestående bog om ophør giver et vigtigt overblik over den udviklede praksis, men omhandler ikke beskyttelsens ophør udenfor flygtningekonventionen.

Projektets fokus

Der er således et akut behov for yderligere undersøgelse af de retlige standarder, der gælder for beskyttelsens ophør, for så vidt angår både flygtninge og rettighedshavere.

På denne baggrund undersøger dette projekt de forskellige tærskler ved ophør af beskyttelsen:

• Flygtningestatus i henhold til flygtningekonventionen fra 1951, som afspejlet i udlændingelovens artikel 7, stk. 1
• Subsidiær beskyttelsesstatus i henhold til EU-retten og menneskerettighederne, som afspejlet i udlændingelovens artikel 7, stk. 2
• Subsidiær midlertidig beskyttelsesstatus i henhold til menneskerettighederne, som afspejlet i udlændingelovens artikel 7, stk. 3.