Projekt

Menneskerettigheder i Kina – et partnerskabsprogram 2014-2016

Programmets overordnede formål er at styrke borgerrettighederne og de sociale rettigheder i Kina

Programmets overordnede formål er at styrke borgerrettighederne og de sociale rettigheder i Kina, hvilket blandt andet skal ske gennem programmets tre delmål:

  • øget adgang til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang
  • øget offentlig deltagelse på områderne migrantarbejderes rettigheder og miljøbeskyttelse
  • styrket undervisning af skoleelever, universitetsstuderende og embedsmænd i menneskerettigheder

De tre delmål skal nås gennem programmets forventede resultater: en reform af systemet med genopdragelse gennem arbejde, fremme af en retfærdig rettergang og retslig uafhængighed, styrket implementering af den reviderede strafferetspleje, forbedring af interne migrantarbejderes rettigheder, øget opmærksomhed om behovet for at reformere husholdningsregistreringssystemet (hukou), øget udveksling mellem og forstærkede muligheder for miljø-CSO’er, samt forbedret undervisning af grundskole- og gymnasieelever, universitetsstuderende og embedsmænd i menneskerettigheder.

Programmets tre områder for samarbejde, retssikkerhed, offentlig deltagelse og undervisning i menneskerettigheder, er valgt af instituttet og dets samarbejdspartnere og vil være programmets fokuspunkter. Områderne er valgt, fordi de afspejler særlige kompetencer for instituttet, som indsættes på områder i en kinesisk kontekst, hvor der er mulighed for forbedring, og hvor samarbejdspartnere effektivt kan udnytte disse muligheder til at gøre en afgørende forskel i forhold til at nå programmets mål.

Behovet for at fremme menneskerettighederne i Kina, særligt inden for de valgte områder, er ubestridt af både interne og eksterne aktører. Der iværksættes i øjeblikket indenrigspolitiske tiltag og et lovgivningsmæssigt reformarbejde, der er rettet mod menneskerettighedsspørgsmål for disse grupper og på disse områder. På udvalgte områder accepteres internationalt samarbejde, således at kinesiske institutioner og aktører i civilsamfundet kan samarbejde internationalt, dog under relevante myndigheders overvågning og kontrol.

Institut for Menneskerettigheder har siden 1999 støttet indsatsen for at styrke indflydelsen hos reformvenlige enkeltpersoner, grupper og institutioner, som har en position, hvor de kan fremme menneskerettighederne i Kina, og vil fortsat gøre dette under det her skitserede program. Instituttet vil arbejde for at nå programmets mål via samarbejde med syv statslige og ikke-statslige aktører for at styrke beskyttelsen af menneskerettigheder ved at understøtte formuleringen af nye politikker og ny lovgivning og samtidig fremme implementeringen nedefra.

Periode

Start:2014
Slut: 2016