Projekt

Menneskerettigheder i kommunerne

Institut for Menneskerettigheder arbejder med en række indsatser, der skal styrke kommunernes arbejde med menneskerettigheder.

Formål

En meget stor del af den menneskeretlige beskyttelse gennemføres i praksis af kommunerne. De kommunale beslutningstagere og forvaltninger er imidlertid ikke vant til at tænke deres arbejde i en menneskeretlig ramme.

Instituttet kortlægger, hvordan menneskerettighederne fungerer i love og vejledninger, der regulerer den kommunale virksomhed, og hvordan borgerne oplever deres rettigheder i praksis på fire valgte områder:

  • Retssikkerhed
  • Socialt udsatte
  • Digital kommunikation
  • Beskyttelse af børn mod overgreb.

Vores rolle i projektet

Retssikkerhed

Den juridiske udredning af borgerens rettigheder og retssikkerhed ser nærmere på sagoplysning, inddragelse af borgerne, aktindsigt, bisidderordninger og klagemuligheder. Desuden gennemføres en spørgeundersøgelse af 1.000 borgere i hele landet om deres oplevelser og erfaringer i den praktiske sagsbehandling. Undersøgelsen rummer også interview med kommunale borgerrådgivere samt et udvalg af borgere, der har haft en sag inden for forskellige områder i kommunen.

Se en kort beskrivelse af retssikkerhedsundersøgelsen i videoen her:

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør
 

Socialt udsatte

Vi har særligt fokus på udsatte, der har flere problemer samtidig, fx hjemløshed kombineret med misbrug eller psykisk lidelse. Vi analyserer, hvordan menneskerettighederne spiller ind i det kommunale arbejde på området samt kortlægger de aktuelle udfordringer, som de opleves af brugere, lokale organisationer, kommunale ’udsatteråd’ og repræsentanter for den kommunale forvaltning.

Obligatorisk digital kommunikation

Vi ser nærmere på reglerne for den obligatoriske, offentlige digitale kommunikation. Vi undersøger også, hvordan kommunerne sikrer, at digitalt svage borgere får adgang til de ydelser og den støtte, de har ret til. Vi vil spørge de kommunale ældre-, handicap-, integrations- og udsatteråd samt lokale organisationer, der har kendskab til de praktiske udfordringer på området.

Implementering af beskyttelse af børn mod overgreb

Vi gennemgår de menneskeretlige rammer og den seneste lovgivning om beskyttelsen af børn mod overgreb. Desuden ser vi på kommunernes håndtering af udfordringerne i krydsfeltet mellem kraftigt stigende sagstal og betydeligt skærpede regler på området.

Beskyttelse af børn mod fysiske såvel som psykiske overgreb

Vi ser på, hvordan kommunernes lovpligtige overgrebsberedskaber er formuleret og spørger chefer og ansatte i børne-/familieforvaltningerne, hvordan de forstår overgrebsbegrebet i praksis.

Partnere

Kommune-indsatserne har tilknyttet en følgegruppe bestående af interesserede medlemmer af Rådet for Menneskerettigheder.

Derudover er der også etableret en ekstern følgegruppe, der består af:

  • Repræsentanter for KL
  • Foreningen af Socialchefer i Danmark
  • KORA, Ankestyrelsen, Socialstyrelsen, Ombudsmanden
  • Forskere med speciale i kommunale forhold.
Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør