Forskningsprojekt

Barnets ret og retten til familieliv

Støtten til udsatte børn i politisk kontekst, fra Barnets reform til Barnets lov.

Baggrund

Udsatte børn og deres familier har været centrum for en række store reformer siden årtusindskiftet. Ambitionerne for kommunernes indsats er samtidig vokset med krav om systematik og evidens. Antallet af rådgivere i børne-/familieafdelingerne er mere end fordoblet på 15 år, og tilsynet med anbringelses­stederne er blevet betydelig skærpet. Alligevel er der vedvarende kritik mod den støtte, der gives til udsatte børn.

Projektet analyserer hovedlinjerne i de mange reformer, der har præget anbringelsesområdet fra Barnets reform i 2010 til Barnets lov, der træder i kraft 1. januar 2024.

Formål med projektet

Projektet skal afklare, hvordan ændrede samfundsmæssige værdier og syn på børns og forældres rettigheder stiller nye og forstærkede krav til myndighedernes støtte til udsatte familier. Kortlægning af nogle af de dybereliggende dynamikker bag udviklingen kan give bedre forståelse for drivkræfter og indre modsætninger i det meget komplekse arbejde med at sikre god støtte og effektiv beskyttelse til udsatte børn.

Der er fokus på, hvordan ændrede værdier og krav har fundet udtryk i lovgivning og institutionsudvikling, herunder tilsyn og socialfaglige arbejdsmetoder. Projektet anlægger desuden et aktørperspektiv og undersøger hvilke professionelle grupper og civilsamfundsorganisationer, der har præget udviklingen.

Projektets mere teoretiske formål er at analysere, hvordan det ændrede syn på barnets rettigheder og retten til familieliv spiller sammen med stigende emotionalisering og interventionspres på anbringelses­området.

Projektdesign og metoder

Projektet er designet med flere mål for øje. Det skal give et bredt billede af de seneste årtiers udvikling på anbringelsesområdet, hvor analysen kommer rundt i de vigtigste aspekter, fra lovgivning, forvaltning, ressourcer og tilsyn, over ’udførerledets’ tilbud, til den voksende betydning af civilsamfunds­organisationer. De forskellige områder behandles i delundersøgelser, som fortrinsvis vil benytte sig af kvalitative sociologiske og samtidshistoriske metoder med supplement af kvantitative analyser af udvalgte registerdata.

Projektet vil ydermere bidrage til et mere teoretisk funderet samfundsvidenskabeligt blik på barnets ret i samspil med retten til familieliv i en velfærdsstatskontekst. Dette arbejde vil trække på inspirationer fra en række discipliner: Sociologi, statskundskab, rets- og socialvidenskab samt historie.

Undersøgelsen produkter og målgruppe

Projektet skal resultere i en bog, som præsenterer en samlet fremstilling af anbringelsesområdets udvikling i politisk kontekst med udgangspunkt i antagelsen om, at det dominerende syn på barnets rettigheder og retten til familieliv har undergået afgørende værdi- og diskursmæssige forandringer i de seneste årtier.

Der er indgået en forlagskontrakt med Akademisk Forlag om bogen. Målgruppen er studerende og undervisere på professionshøjskolerne samt professionelle på anbringelsesområdet.

Projektet vil desuden kaste en teoretisk anlagt artikel af sig, møntet på et nordisk videnskabeligt tidsskrift.

Periode

Start: 2023
Slut: 2025

Kontakt

Seniorforsker, Forskning