Publikation
BIllede af tastatur

Den offentlige debat på Facebook. En undersøgelse af danskernes debatadfærd 

Analyse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at flertallet afholder sig fra at debattere på Facebook på grund af tonen. Værst går trusler og had på Facebook ud over unge, kvinder og minoriteter.

Undersøgelsen sætter danskernes debatadfærd på Facebook under lup og beskriver blandt andet karakteren af debattonen og konsekvenserne for deltagelsen i den offentlige debat på sociale medier. Skal den offentlige debat leve op til sit demokratiske potentiale, kræver det, at der er lige muligheder for at give sin mening til kende.

Fokus for undersøgelsen er primært henholdsvis mænds og kvinders debatadfærd, men også betydningen af alder, at være etnisk minoritet eller LGBT+-person vil blive belyst. Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 1.500 Facebookbrugere indsamlet af YouGov, og analysen er en deskriptiv gennemgang af respondenternes besvarelser.

Sådan har vi gjort

Undersøgelsen af debatadfærd på Facebook baserer sig på et webspørgeskema, der er udsendt af YouGov i perioden 19.-27. maj 2021. Cirka 1.500 danske Facebook-brugere over 18 år har deltaget.

I undersøgelsen bliver brugerne spurgt om deres debatadfærd, konsekvenser af nedsættende, krænkende, truende og chikanerende kommentarer samt deres holdninger til sociale medier og ytringsfrihed.

Svarprocenten og stikprøvens repræsentativitet kombineret med de tilføjede vægtgør, at vi med rimelig sikkerhed kan udlede denne analyses resultater til at gælde for hele befolkningen.

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk