Publikation
Undervisning i menneskerettigheder på socialrådgiveruddannelsen

Undervisning i menneskerettigheder på socialrådgiveruddannelsen

Et bidrag til at styrke dialogen om fremtidige indsatser vedrørende undervisningen i menneskerettigheder og ligebehandling for kommende socialrådgivere.

Hvorfor er det vigtigt at undervise i menneskerettigheder på socialrådgiveruddannelsen? For en stor gruppe borgere er det af afgørende betydning, at de omsorgs- og myndighedspersoner, som forvalter deres rettigheder, ved, hvordan de skal udføre arbejdet med udgangspunkt i menneskeretlige værdier og principper. Det er socialrådgivernes grunduddannelse blandt andet med til at sikre.

Socialrådgivere har en særlig pligt til at sikre rettigheder for børn og andre grupper, som ikke selv kan tage vare på deres interesser. De skal modvirke forskelsbehandling af mennesker uanset alder, køn, seksuel orientering, etnicitet, handicap, religion mv.

I denne undersøgelse afdækker vi status for undervisning i menneskerettigheder og herunder ligebehandling i socialrådgiveruddannelsen. Vores præmis er, at hvis Danmark skal efterleve sine menneskeretlige forpligtelser, skal myndighedspersoner, der varetager velfærdsopgaver for udsatte borgere, have kompetencer til at omsætte menneskerettigheder i praksis.

Vores undersøgelse viser, at socialrådgiveruddannelsens curriculum forpligter til undervisning i menneskeretlige forpligtelser, mens ikke-diskrimination
og ligebehandling er fraværende i curriculum. I undervisningen bliver de
menneskeretlige forpligtelser inddraget i varieret omfang. Forpligtelserne på
ligebehandlingsområdet bliver sjældent nævnt. Kommende socialrådgivere
bliver således ofte ikke klædt på til at varetage Danmarks menneskeretlige
forpligtelser gennem deres myndighedsudøvelse i forhold til ligebehandling
og ikke-diskrimination.

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk