Whistleblowerordning

Hvis du bliver opmærksom på ulovlige eller kritisable forhold på Institut for Menneskerettigheder, opfordrer vi dig til at gøre brug af Instituttets whistleblowerordning.

Har du viden – eller begrundet mistanke – om ulovligheder eller alvorlige uregelmæssigheder på Institut for Menneskerettigheder, så kan du videregive oplysningerne til Instituttets whistleblowerordning.

Nuværende og tidligere medarbejdere på Institut for Menneskerettigheder, samt instituttets samarbejdspartnere, kan gøre brug af whistleblowerordningen.

Henvendelse skal ske skriftligt via dette link:  Indberetning (whistleportal.eu)

Instituttet tager alle henvendelser seriøst, da vi har en nultolerance over for korruption og chikane i alle dens former. En indberetning om brud på sådanne politikker vil derfor altid resultere i en undersøgelse.

Hvem indberetter jeg til?

 

Når du foretager en anmeldelse, foretages der en ekstern screening af din anmeldelse. Hvis det vurderes, at din anmeldelse vedrører forhold om enten bestyrelsesforpersonen og/eller HR-chefen, er der foranstaltninger sat i værk for at sikre, at de ikke involveres i sagsbehandlingen af din anmeldelse.

Indberetninger håndteres indledningsvist via Instituttets sikrede eksterne anmeldelsesløsning som forestår en indledende behandling, inden anmeldelsen sendes til Instituttets interne whistleblowerenhed, der består af bestyrelsesforpersonen og HR-chefen. Den indledende behandling skal bl.a. tilsikre, at forhold omkring habilitet ift. whistleblowerenhedens sammensætning er udredt inden anmeldelsen videresendes. Når indberetningen foretages via indberetningslinket og videresendes til whistleblowerenheden, er det kun whistleblowerenheden, der får din indberetning at se. Enheden har tavshedspligt med hensyn til oplysningerne i din indberetning.

Whistleblowerenheden behandler din henvendelse seriøst, sørger for at evt. relevante undersøgelser foretages og sikrer, at oplysningerne bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og ulovligheder i Instituttets administration og virke. Whistleblowerenheden kan dog også afvise din anmeldelse, hvis anmeldelsen vurderes bedre løst på anden vis, fx hvis det drejer sig om arbejdsrelaterede personkonflikter e.l.

Du kan henvende dig anonymt

Du kan henvende dig anonymt, hvis du er mest tryg ved, at ingen ved, hvem du er. Anmeldelse via Indberetning (whistleportal.eu) sikrer fuldstændig anonymitet, hvis du ikke oplyser dit navn eller andet personhenførbart, fx adresse, e-mail eller dit telefonnummer i tekstfelterne.

Du kan også benytte den eksterne whistleblowerordning i Datatilsynet

Du kan også foretage en indberetning via Datatilsynets eksterne whistleblowerordning i stedet for til Instituttets ordning. Vi opfordrer dog til, at indberetninger vedrørende Institut for Menneskerettigheder sker gennem vores egen ordning.

Statistik vedrørende whistleblowerordningen på Institut for Menneskerettigheder

Institut for Menneskerettigheder offentliggør årligt oplysninger om sin virksomhed efter whistleblowerloven. Oplysningerne findes i tabellen nedenfor:

Statistik for 2023

Modtagne indberetningerIndberetninger som har givet anledning til yderligere undersøgelseAfviste indberetningerIndberetninger som har givet anledning til politianmeldelse
1010

Den modtagne indberetning blev ikke indsendt af en person, som havde tilknytning til instituttet. Indberetningen handlede ikke om kritisable forhold relateret til Instituttet.