Notat
Første side af notat om EU's retsakt om digitale tjenester, Digital Services Act

Retsakten om digitale tjenester i et menneskeretligt perspektiv

I notatet gennemgår Institut for Menneskerettigheder de menneskeretlige perspektiver i EU Digital Services Act og udpeger blandt andet fremskridt og fortsatte udfordringer i forhold til menneskerettighederne.

Med Digital Services Act tager EU livtag med techgiganterne. Reglerne skal nemlig sikre, at brugerne bliver bedre beskyttet mod ulovligt indhold og bevarer deres ytringsfrihed på for eksempel Google, Instagram og Amazon. Reglerne får både betydning for beskyttelse af rettigheder på de sociale medier og store digitale platforme. 

Techgigant er ikke et juridisk begreb, men bruges om teknologivirksomheder, der har stor indflydelse på den enkelte borgers menneskerettigheder. Dette skyldes, at virksomhederne kontrollerer de platforme, hvor kommuni­kation, informationssøgning og offentlig debat udfolder sig. Samtidig giver platformene adgang til omfattende dataindsamling. Techgiganterne har der­med en uhørt mulighed for at påvirke menneske­rettigheder og demokratiske processer for millioner af borgere.

I notatet giver vi et overblik over reglernes væsentligste betydning for menneskeretten og udpeger, hvor der fortsat er menneskeretlige udfordringer på de digitale platforme.

Det betyder Digital Services Act for menneskerettighederne

Fremskridt for menneskerettighederne

•    Øget beskyttelse mod ulovligt indhold
•    Indsigt i digitale platformes indholdsmoderation, herunder via algoritmer
•    Adgang til interne og eksterne klageinstanser
•    Visse due diligence-krav for techgiganter
•    Indsigt i algoritmer til udvælgelse af indhold og i visse tilfælde mulighed for fravalg.


Fortsatte menneskeretlige udfordringer

•    Usikkerhed om medansvar for ulovligt indhold
•    Risiko for uberettiget fjernelse af lovligt indhold
•    Usikkert, om tilsyns- og klageinstanser vil have tilstrækkeligt fokus på menneskeretten
•    Behov for menneskeretlig due diligence-krav til alle digitale platforme
•    Udfordringer i håndhævelse af EU-regler overfor techgiganter.

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk