none

Status 2013: Væbnet konflikt

Danmark har i de senere år medvirket i en række internationale militære operationer og deltaget aktivt som krigsførende part i flere væbnede konflikter, herunder i blandt andet Afghanistan, Irak, Libyen og senest i 2013 i Mali. Det har betydet, at der er opstået en række nye folkeretlige spørgsmål i forhold til Danmarks krigsdeltagelse. Dels om, hvornår det er lovligt at deltage i væbnet konflikt (jus ad bellum), dels om, hvilke folkeretlige regler der regulerer selve krigsførelsen (jus in bello). Kapitlet indeholder seks temaer, hvoraf følgende fire temaer er kort gengivet:

  • Danske styrker i internationale operationer
  • Tilbageholdelse og frihedsberøvelse af fanger
  • Undersøgelse af menneske- og folkeretsbrud
  • Undervisning i humanitær folkeret og menneskeret.

DANSKE STYRKER I INTERNATIONALE OPERATIONER

Når danske styrker under internationale militære operationer bliver involveret i en international eller ikke-international væbnet konflikt, skal de overholde reglerne i den humanitære folkeret. Derudover finder menneskerettighederne også anvendelse under væbnet konflikt, hvor de på en række områder vil kunne influere og påvirke danske styrkers handlinger.

Det er ikke fuldt afklaret, hvornår menneskerettighederne forpligter stater uden for eget territorium, ligesom der er tvivl om, hvordan menneskerettighederne spiller sammen med reglerne i den humanitære folkeret.

Dertil kommer, at bindende resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd vedtaget under kapitel VII i FN-Pagten også kan regulere staters adfærd i væbnet konflikt.

Det danske retlige grundlag for de udsendte styrker består af beslutningsforslaget fra Folketinget om deltagelse i den pågældende mission og missionsspecifikke direktiver, som forsvaret har udarbejdet. Derudover er danske styrker i et vist omfang bundet af dansk lovgivning.

Læs mere:

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk