Nyhed

Danmark skal sikre asylansøgeres rettigheder ved asylbehandling i tredjelande

Telt i flygtningelejr
Det er ikke i strid med international ret at oprette modtagecentre for asylansøgere i tredjelande, men Danmark har stadig det menneskeretlige ansvar. Det slår instituttet fast i ny analyse.

Regeringen planlægger til januar at fremsætte et lovforslag, der vil gøre det juridisk muligt for Danmark at sende asylansøgere til et tredjeland for at få behandlet deres asylsag.

En ny analyse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at asylbehandling i tredjelande ikke i sig selv er i strid med international ret. Men der er en lang række menneskeretlige forpligtelser, som Danmark vil skulle overholde.

Den danske regering skal sikre, at menneskerettighederne også gælder i modtagecentre i tredjelande.
Nikolas Feith Tan, forsker, ph.d., i international flygtningeret, Institut for Menneskerettigheder

”Juridisk set er der mange komplekse problemstillinger ved at oprette et modtagecenter i et tredjeland. Den danske stat skal derfor arbejde med helt nye menneskeretlige problematikker, hvis det skal gennemføres,” fortæller Nikolas Tan, forsker, ph.d., med speciale i international flygtningeret ved Institut for Menneskerettigheder.

Det menneskeretlige ansvar bliver i Danmark

I analysen understreger instituttet blandt andet, at Danmark skal overholde princippet om non-refoulement, hvilket betyder, at Danmark ikke må overføre et menneske til et land, hvor der er risiko for blandt andet forfølgelse eller tortur.

”Danmark er stadig ansvarlig for asylansøgere, hvis de overføres til et andet land. Derfor skal den danske regering sikre, at menneskerettighederne også gælder i modtagecentre i tredjelande,” siger Nikolas Tan. 

To modeller, samme ansvar

Danmark kan overordnet set vælge mellem to modeller: enten at lade modtagecenteret være under dansk jurisdiktion eller lade tredjelandet have jurisdiktion over centeret.

I analysen gennemgås de menneskeretlige forpligtelser, der knytter sig til de to modeller. Men uanset hvilken model Danmark vælger, skal alle asylansøgere præ-screenes for at sikre, at det ikke vil være i strid med deres rettigheder at sende dem fra Danmark til et tredjeland.

”Asylansøgere er sårbare, og især alvorligt syge asylansøgere, uledsagede mindreårige og børnefamilier vil ikke kunne overføres til tredjelande, medmindre Danmark kan sikre, at deres behov vil blive dækket i tredjelandet,” vurderer Nikolas Tan.

Kontakt