Nyhed

Databeskyttelsespris hædrer ildsjæl for at omsætte komplekse regler til råd og vejledning

Sikkerhedschef Henning Mortensen modtager årets Databeskyttelsespris for at fremme databeskyttelse i danske virksomheder og myndigheder.

Danske myndigheder og virksomheder står med store udfordringer, fordi de i maj 2018 skal være klar til at leve op til EU’s nye databeskyttelsesforordning. Forordningen stiller nye krav til myndighedernes og virksomhedernes håndtering og beskyttelse af de personoplysninger, de ligger inde med.

Databeskyttelsesprisen

Prisen gives hvert år til en person, organisation eller et initiativ, der gavner det enkelte menneskes databeskyttelse. Fx kan prismodtageren have sat databeskyttelse til debat, være kommet med nytænkende databeskyttelsesløsninger eller have gennemført gennemgribende databeskyttelse.

Henning Mortensen har gennem en årrække gjort en særlig indsats for at sikre, at virksomheder og myndigheder har fokus på databeskyttelse, samt vejledning og værktøjer til at implementere reglerne i praksis.

Han er på den måde med til at styrke beskyttelsen af danskerne personoplysninger. Det modtager han i dag Databeskyttelsesprisen for.

Gratis databeskyttelsesværktøj til virksomheder

”Henning Mortensen får prisen for sit lange seje træk med at omsætte databeskyttelse til konkret vejledning og gode råd, som er anvendelige for både myndigheder og store og små virksomheder. Han har været rigtig god til at nå bredt ud med sin viden, ikke mindst fordi han har både teknisk, juridisk og forretningsmæssig indsigt,” siger seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Rikke Frank Jørgensen, som er med i juryen for Databeskyttelsesprisen.

Tidligere vindere

2017: EU-Domstolen

2016: De praktiserende Lægers Organisation, PLO

2015: Anders Kjærulff for programmet Aflyttet på Radio24/7

Henning Mortensen har blandt andet udviklet et værktøj til at sikre efterlevelse af databeskyttelsesreglerne, som han stiller gratis til rådighed for virksomheder og myndigheder. Ved siden af sit arbejde som sikkerhedschef i Brdr. A&O Johansen A/S er Henning Mortensen formand for Rådet for Digital Sikkerhed og medlem af Datarådet.

Rikke Frank Jørgensen fortæller, at juryen med prisen ønsker at anerkende Henning Mortensens engagerede og vidensdelende indsats til fremme for databeskyttelsen i det danske samfund.

Læs mere om instituttets arbejde med databeskyttelse og retten til privatliv.

Kontakt

Seniorforsker, Forskning