DEBAT: Folketinget må passe på retsstaten – ikke underminere den

Kronikken er skrevet af Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder. Kronikken blev bragt i Berlingske 5. juni 2022.

Grundlovsdag fejrer vi både demokratiet og retsstaten. Det er en god anledning til at gentage og bekræfte vores opbakning til de grundlæggende værdier, som Danmark er bygget på. Og ja, der er meget at fejre. Alligevel vil jeg gerne benytte lejligheden til at pege på en problematisk tendens, der udfordrer billedet af Danmark som retsstat.

Respekten for domstolene er en kerneværdi i retsstaten. Alle er bundet af loven, også magthaverne. Det var en af de afgørende pointer ved den første grundlov i 1849, og det er det stadig. Grundlovens menneskerettigheder – og i nyere tid også EU-retten og menneskeretten – opstiller juridiske grænser for magthaverne, som de skal rette sig efter, og som i sidste instans håndhæves af domstolene.

For få år siden var det utænkeligt, at Folketingets medlemmer ville vedtage en lov, hvis de samtidig vidste, at den var på kant med menneskerettighederne. Sådan er det ikke længere. Vi ser stadig oftere, at ordet "procesrisiko" sniger sig ind i bemærkninger til lovforslag. På almindeligt dansk betyder det, at der er en risiko for, at loven vil være i strid med menneskerettighederne eller EU-retten, og at den derfor vil blive underkendt ved de danske domstole, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller EU-Domstolen.

Det er en meget bekymrende udvikling, der derfor også bliver nævnt flere steder, når vi i dag udgiver den årlige beretning om menneskerettighedernes tilstand i Danmark. Det er en tendens, som Danmark ikke kan være tjent med, og som også vækker bekymring hos vores kolleger i andre landes menneskerettighedsinstitutioner.

Villig til at gå langt

Første gang, vi så det, var i 2016. Her vedtog Folketinget en lov om midlertidig opholdstilladelse til de mange flygtninge fra Syrien. Loven betød, at flygtningene skulle vente tre år, før de kunne søge om at få deres familier til Danmark.

Allerede dengang advarede vi. Der var en stor sandsynlighed for, at treårsreglen var i strid med menneskerettighederne. Og Folketinget vidste det godt, for procesrisikoen var nævnt i bemærkningerne til loven. Det var nyt i forhold til dansk lovgivning.

Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, da en dengang 57-årig syrisk flygtning lagde sag an mod Udlændingenævnet, i øvrigt med støtte fra Institut for Menneskerettigheder. Manden ønskede at få sin hustru til landet, og hverken han eller vi mente, at de tre års ventetid var i overensstemmelse med retten til familieliv, altså artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sagen endte hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og 9. juli sidste år faldt dommen så i Strasbourg. Tre år var for lang tid at vente på at blive genforenet med sin familie. Danmark havde overtrådt Menneskerettighedskonventionen.

Det er imidlertid ikke kun på udlændingeområdet, at tendensen gør sig gældende. Også Danmarks nye lov om logning viser, at regeringen og Folketinget er villige til at gå langt. Logning betyder, at teleselskaber gemmer oplysninger om kontakten, hver gang en borger ringer, sender en sms, eller på anden måde kommunikerer elektronisk via mobiltelefonen. Det udgør derfor alvorlige indgreb i borgernes privatliv.

Med loven ønskede Folketinget, at politiet skulle kunne få adgang til alle loggede oplysninger ved efterforskning af grov kriminalitet – og ikke alene, hvor der er et hensyn til statens sikkerhed. På forhånd var Justitsministeriet opmærksom på, at der her ville være en »væsentlig procesrisiko«, altså at denne del af loven med stor sandsynlighed ville blive underkendt af EU-Domstolen. Det er selvfølgelig forståeligt, at politikerne vil give politiet gode arbejdsbetingelser, men vi skal altså overholde grundlæggende rettigheder.

I øvrigt blev forudsigelserne hurtigt opfyldt. Allerede ugen efter, at loven om logning blev vedtaget, kom der en afgørelse fra EU-Domstolen, som endnu en gang slog fast, at den danske fortolkning var uholdbar. Data, som er indsamlet for at beskytte statens sikkerhed mod terrorisme og lignende, kan ikke benyttes til at efterforske grov kriminalitet. Og Justitsministeriet har derfor været nødt til hurtigt at rette ind og vil nu ændre reglerne.

Effektivitet står over retssikkerhed

Mange af retsstatens krav kan opleves som besværlige og i strid med tidens krav om hurtighed og effektivitet. Det så vi for eksempel for nylig, hvor regeringen præsenterede et lovforslag, der ville give politiet mulighed for at overvåge mistænkte borgeres færden – for eksempel med brug af GPS – uden en retskendelse. Ministeren begrundede initiativet med, at det ville gøre politiets arbejde mere effektivt. Da lovforslaget blev sendt i høring, mødte det stærk kritik fra juridiske eksperter. Og selv om det endelige lovforslag blev mindre vidtgående end oprindelig tænkt, er det alligevel udtryk for en problematisk tendens.

Det mest oplagte eksempel på, at man i skyndingen så stort på menneskerettigheder og retsstatslige krav, er nok minksagen.

Her var der tilsyneladende ingen på det afgørende regeringsmøde, der var opmærksomme på den manglende lovhjemmel eller fandt problemet tilstrækkelig vigtigt til, at det skulle siges højt. Heller ikke selv om aflivningen af alle danske mink var et dramatisk indgreb i ejendomsretten, som nedlagde erhvervet for tusindvis af danske minkavlere. Det er klart, at covid-19 udgjorde en ekstern stressfaktor, men det må aldrig betyde, at myndighederne handler uden for deres beføjelser. Faktisk bør retsstatsprincipper stå øverst på magthavernes huskeliste i pressede situationer.

Europæisk bekymring

EU deler bekymringen for, at medlemslande går på kompromis med retssikkerheden.

Derfor er det ærgerligt og stærkt problematisk, at retsstatens principper også her i Danmark er under pres. Det er ikke i orden, at Folketingets medlemmer er villige til at løbe en procesrisiko. Når man på den måde går til grænsen af – og i flere tilfælde overtræder – vores juridiske forpligtelser, er det mangel på respekt for domstolene og retsstatens krav.

Det kan nemt blive opfattet som et »pyt med retsstaten og menneskerettighederne«, både herhjemme og ude i verden. Og det kan give blod på tanden for andre lande med helt andre dagsordener, lande som for eksempel vil svække domstolenes uafhængighed, kriminalisere homoseksualitet eller begrænse ytringsfriheden. De lande findes som bekendt, også tæt på Danmark.

Og der er allerede gang i et skred: Den polske forfatningsdomstol afgjorde i oktober, at Polen ikke er underlagt EU-Domstolen og dermed ikke skal følge EU-lovgivningen, og både den ungarske og polske regering har i en længere periode udfordret EUs demokratiske spilleregler.

Vores troværdighed svækkes, når vi i Danmark er med til at skubbe grænserne for retsstatsprincipperne i EU. Danmark er traditionelt gået forrest, når det handler om menneskerettigheder, og det bør vi fortsat gøre.

Grundlovsdag er en dag, hvor vi husker hinanden på, at der er værdier, vi står sammen om på tværs af gængse politiske skel, og som er større og vigtigere end dagsaktuelle særinteresser. Derfor skal vi sammen værne om respekten for retsstaten og menneskerettighederne.