DEBAT: Menneskerettigheds-domstolen trækker de nødvendige grænser

Indlægget er skrevet af Louise Holck, direktør i Institut for Menneskerettigheder. Teksten blev bragt i Berlingske 18. oktober 2021.

Menneskeretten er hverken gudgiven eller en naturlov. Den er skabt af mennesker, den kan ændres af mennesker, og derfor er det også både godt og nyttigt, at den løbende diskuteres. Senest (11. oktober) har Morten Messerschmidt på denne plads udtrykt sig ret utvetydigt: Danmark og danskerne behøver hverken Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller den tilhørende domstol.

Kritikerne fremfører ofte det synspunkt, at menneskerettighedskonventionen kun er til gavn for udlændinge, og de er uforstående over for, hvorfor Danmark ikke helt suverænt kan beslutte for eksempel udlændingepolitikken.

Det kommer næppe bag på nogen, at jeg som direktør for Institut for Menneskerettigheder har en anden opfattelse. Jeg mener nemlig, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention udgør en central beskyttelse og er til gavn for borgerne i både Danmark og resten af Europa. Og jeg er glad for at få lov til at udfolde argumenterne for, at Danmark fortsat skal være en del af den internationale retsorden, som Menneskerettighedsdomstolen og konventionen repræsenterer. Det giver mig samtidig muligheden for at forklare, hvorfor Danmark nødvendigvis må acceptere konventionen i dens helhed. Og at Danmark må leve med domstolens afgørelser, også når de ikke helt matcher politikernes ønsker.

Allerførst er der grund til at udfordre opfattelsen af, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kun beskytter fremmede i Danmark og ikke er til gavn for danskerne. Lad mig her fremhæve nogle eksempler på, at det langt fra er tilfældet:

Lange sagsbehandlingstider

For det første kan jeg pege på, at Danmark har været tvunget til at stramme op på de meget lange sagsbehandlingstider ved danske domstole efter flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. For eksempel blev Danmark dømt i 1996, fordi det danske domstolssystem havde været op til seks år om at behandle sagerne om erstatning til borgere, der var blevet smittet med hiv fra donorblod (den såkaldte blødersag). Og Danmark blev dømt i 2000, fordi det havde taget over otte år at behandle en sag om erstatning til en borger, der var blevet handicappet efter at have været involveret i en bilulykke.

Sidste år blev Danmark dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag om langvarig bæltefiksering af en psykiatrisk patient. Domstolen afgjorde, at det var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om nedværdigende og umenneskelig behandling, fordi der var gået for lang tid, uden at det var blevet vurderet, om patienten var til fare for sig selv eller andre. Dommen vil formentlig føre til et opgør med den udbredte og langvarige brug af bæltefikseringer, som Danmark har i psykiatrien.

Og endelig et eksempel fra februar i år: Her blev en ung kvinde ved Østre Landsret tilkendt en godtgørelse på 300.000 kroner med direkte henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, igen artikel 3 om nedværdigende og umenneskelig behandling. Hun havde som barn været udsat for omfattende omsorgssvigt, som Bornholms Kommune ikke reagerede tilstrækkeligt på.

Disse sager er illustrative eksempler på, at danskerne kan bruge den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at den kan medføre helt konkrete forbedringer af vores rettigheder.

Jeg er med på, at Danmark også er blevet underkendt på udlændingeområdet, og at det er disse domme, der oftest er bagtæppet for aktuelle ønsker om at komme ud af konventionen eller af med domstolen.

Kan det virkelig være rigtigt, at Danmark ikke selv kan bestemme, om vi for eksempel vil udvise kriminelle udlændinge, eller om flygtninge kan få deres familie til Danmark, lyder nogle af spørgsmålene? Også her appellerer jeg imidlertid til besindighed. For Danmark udviser faktisk kriminelle udlændinge i et ret stort omfang, hvilket også i flere situationer er blåstemplet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen anerkender, at staterne har en vid skønsmargin og derfor ret vidtgående beføjelser, når det handler om udlændinges ret til ophold i staten.

Også i sager om familiesammenføring giver Menneskerettighedsdomstolen Danmark et stort manøvrerum. Det er ifølge domstolen i orden at begrænse udlændinges adgang til familiesammenføring på forskellige måder, sådan som Danmark da også gør i ganske vidt omfang.

Vidtgående begrænsninger

Alligevel vil nogle begrænsninger være for vidtgående: Det gælder for eksempel reglen om, at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus skal vente tre år, før de kan søge om at blive sammenført med deres familier i Danmark. Som mange vil huske, fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i juli i år, at de tre års ventetid var for længe og dermed krænkede retten til familieliv. Men domstolen afviste altså ikke, at der overhovedet måtte være en venteperiode.

På den baggrund er det ikke retvisende at hævde, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fratager Danmark muligheden for at beslutte udlændingepolitikken. Den fastsætter kun nogle yderste grænser for dette følsomme område. Men selvfølgelig er der grænser – og der skal være grænser. Også selv om det naturligvis ofte kan opleves som ubelejligt, når man som land taber en sag.

Skruer vi tiden lidt tilbage, blev FNs verdenserklæring om menneskerettighederne skabt efter Anden Verdenskrig som en reaktion på uhyrligheder, verden netop havde været vidne til. I 1950 fulgte Europarådet op med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor medlemslandene tilsluttede sig opfattelsen af, at de grundlæggende frihedsrettigheder er grundlaget for fred og retfærdighed i verden, og at de bedst holdes i hævd ved en fælles forståelse af og respekt for menneskerettighederne. Det fremgår direkte af indledningen til konventionen. I 1959 oprettedes Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at sikre, at landene nu også overholdt de vedtagne rettigheder.

Nøglen

Her ligger også nøglen til, at Danmark skal være en del af den internationale retsorden og derfor bakke op om konventionen i sin helhed. For netop den fælles forståelse og respekt er et afgørende omdrejningspunkt. Når Danmark bakker op om konventionen, er det fordi, vi ønsker, at alle mennesker – uanset om de befinder sig i Danmark, Polen, Sverige eller Tyrkiet – skal have de samme grundlæggende rettigheder: Retten til at ytre sig frit. Retten til en retfærdig rettergang. Retten til privatliv og familieliv og alle de andre rettigheder, som vi måske har en tilbøjelighed til at tage for givet, men som er tilkæmpede og langt fra en selvfølge. Derfor er det godt, når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for eksempel slår fast, at man i Polen ikke frit kan afskedige dommere, og at Aserbajdsjan ikke ubegrundet kan fængsle og chikanere undersøgende journalister.

Men hvis vi med troværdigheden i behold skal kunne kritisere menneskerettighedskrænkelserne i disse lande, må vi også selv leve op til de samme forpligtelser. Menneskerettighederne er ikke et menukort, vi som land frit kan vælge fra, men derimod et samlet kodeks, som vi må stå vagt om. Og hvis Danmark gerne vil have undtagelser på for eksempel udlændingeområdet – hvad så med de lande, der har andre præferencer og for eksempel måtte ønske at forbyde homoseksualitet eller indføre tortur? Rettigheder skal stå deres prøve netop i situationer, hvor det er besværligt, og man kunne ønske sig det anderledes.

Verden over udfordres demokrati og rettigheder. Danmark har tradition for på disse områder at være et foregangsland. Derfor skal vi fortsat bakke op om såvel domstolen som konventionen. Men også af hensyn til borgerne i både Danmark og resten af Europa.