Nyhed

Institut for Menneskerettigheder: Nye nummerpladeregler er et unødigt indgreb i borgernes privatliv

Biler i trafikken
Nye regler giver politiet mulighed for at gemme nummerpladeoplysninger i 60 dage. Institut for Menneskerettigheder er bekymret og anbefaler at sætte på pause.

Når bilister kører søndagstur eller henter barn efter fodboldtræning, sker det ofte, at deres nummerpladeoplysninger havner i politiets registre.

Politiet har nemlig gennem mange år brugt avanceret fotoudstyr til at registrere danskeres nummerpladedata i trafikken via systemet ANPG (Automatisk NummerPladeGenkendelse).

Indtil nu har politiet haft mulighed for i op til 30 dage at gemme nummerpladedata på bilister, der ikke har begået nogen forseelser. Men en ny bekendtgørelse vil give politiet mulighed for at gemme disse nummerpladeoplysninger i op til 60 dage.

Det bekymrer direktør i Institut for Menneskerettigheder Louise Holck:

”Man bør spørge sig selv, om det virkelig er nødvendigt med denne udvidelse, og om gevinsten står mål med det indgreb, det udgør i folks privatliv. Som udgangspunkt skal myndigheder ikke gemme data om borgerne, medmindre det tjener et konkret formål. Det ligger som et grundprincip i retten til privatliv og databeskyttelse.”

Med den nye bekendtgørelse lægges der op til en væsentlig udvidet indsamling og anvendelse af personoplysninger, såsom registrering af bilens færden, og dermed et udvidet indgreb i retten til privatliv og databeskyttelse.

Sæt politiets udvidede beføjelser på pause

Institut for Menneskerettigheder har afgivet et høringssvar. Her kritiserer Instituttet politiets udvidede beføjelser:

”Det bekymrer os, at det går så vidt. Derfor anbefaler vi, at justitsministeren undlader at give politiet beføjelse til at gemme oplysninger i 60 dage, indtil der er foretaget en evaluering af, hvordan politiet bruger data om ANPG i dag, og hvad de samlet set gør for at beskytte retten til privatliv i forhold til ANPG-systemet,” siger Louise Holck.

ANPG-systemet blev introduceret i 2016, og der findes i dag både kameraer i politibiler, der automatisk skanner forbipasserende bilister, og faste kameraer, som eksempelvis kan være placeret ved grænseovergange.