Nyhed

Instituttet giver FN input om udfordringer på socialområdet

Billede af boligblok
Instituttet klæder FN-komité på, inden Danmarks indsats for at styrke økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal vurderes.

Den 8. og 9. oktober 2019 stiller den danske stats repræsentanter sig op foran FN’s Komité om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. Komitéen skal på baggrund af oplysninger fra blandt andre Institut for Menneskerettigheder og den danske stat vurdere, hvordan forholdene i Danmark er på blandt andet socialområdet og i forhold til sundhed, bolig og uddannelse.

 

Institut for Menneskerettigheder har netop sendt sin rapport til komitéen. I den peger instituttet på en række anbefalinger til Danmark og Grønland. En af anbefalingerne lyder, at Danmark bør begrænse brugen af tvang i psykiatriske institutioner. En anden anbefaling går på, at man skal undersøge niveauet for de nuværende sociale ydelser, og om de er tilstrækkelige til at forsørge fx børnefamilier.

 

”Danmark skal sikre, at alle kan leve et meningsfuldt liv her i landet. Derfor er vores økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder så vigtige, og det er godt, at FN nu igen skal se på, hvordan det går med blandt andet borgeres ret til bolig, sundhed og offentlig forsørgelse i Danmark og Grønland,” siger Louise Holck, vicedirektør ved Institut for Menneskerettigheder.

 

Sociale forhold og uddannelse i Grønland

Instituttet har sammen med Grønlands Råd for Menneskerettigheder blandt andet fokus på sociale forhold i Grønland. En af anbefalingerne går på, at Grønland fortsat skal styrke kommunernes indsats i sager om omsorgssvigt og misbrug af børn.

 

I rapporten fremgår det også, at der er behov for større indsamling af relevant data og viden på flere områder i Grønland. Instituttet anbefaler, at der iværksættes initiativer, der gør det muligt at sikre systematisk indsamling af data om bl.a. hjemløshed, sundhed og beskæftigelse. Det er tal, der skal analyseres og kan være med til at danne et mere præcist overblik over den menneskeretlige situation i Grønland.

 

”Data af høj kvalitet er en forudsætning for, at man – både i Danmark og Grønland – kan se, om udviklingen på et område går frem eller tilbage. Det er derfor vigtigt, også for myndighederne selv, at sørge for at indsamle oplysninger om forholdene på alle områder, så der er et solidt vidensgrundlag at styre efter.” siger Louise Holck.