Kronik: Kvindefag, vi har hyldet under coronakrisen, er stadig nederst i hierarkiet

Kronikken er bragt i Berlingske den 3. juli 2020.

Af forsker i ligestilling ved Folkeuniversitetet i Aarhus, Emdrup og Herning, Astrid Elkjær Sørensen, og chefkonsulent og teamleder for køn og ligestilling ved Institut for Menneskerettigheder, Morten Emmerik Wøldike.

Fra hele det politisk spektrum har der lydt ros og anerkendelse af det frontpersonale, der under coronaepidemien har arbejdet tættest på de ældre og kritisk syge. Sundhedssektorens personale er blevet kaldt »hverdagshelte«, og ingen er længere i tvivl om, at de leverer kernevigtigt arbejde både i hverdagen og under krisen.

Faggrupper som fx sygeplejersker og SOSU-assistenter løfter et stort samfundsansvar, som sætter dem i stand til at løse en bred vifte af både plejemæssige, tekniske, organisatoriske og administrative opgaver. De er også yderst fleksible både i forhold til at varetage nye opgaver og fungere under skiftende arbejdsvilkår.

Det er dog tankevækkende, at mange af dem, der har stået i forreste linje i coronatiden, er faggrupper med lave lønninger og hårde ansættelsesvilkår. Og langt de fleste af dem er kvinder. Det dokumenteres af VIVEs rapport fra 2019, der viser, at hvis kvindeandelen i et fag øges med ti procentpoint, falder offentligt ansattes løn med 3,9 pct. Tager man højde for forskelle i uddannelse mellem fag og for det generelle løngab mellem mænd og kvinder, er en højere andel af kvinder i et fag stadig ensbetydende med lavere løn.

Tjenestemandsreformen spøger

At sundheds- og omsorgsarbejde er lavlønområde er dog ingen tilfældighed. Da Folketinget i 1969 vedtog Tjenestemandsreformen, blev de såkaldte »kvindefag« på tvivlsom vis placeret lavt i lønhierarkiet. Tjenestemandsreformen af 1969 indeholdt en lønindplacering af samtlige statsansatte tjenestemænd inden for folkeskole, folkekirken og pædagogområdet og skabte et lønhierarki, som siden blev normen for hele det offentlige arbejdsmarked.

Der er ikke siden hen sikret mulighed for at udligne uretfærdigheder og fejlindplaceringer i lønhierarkiet. Og hverken ligelønslov, overenskomstsystemet eller ratificering af ILOs konvention om ligeløn har siden ændret på det.

Lønhierarkiet fra Tjenestemandsreformen af 1969 fastholder således stadig i dag de kvindedominerede fag i den offentlige sektor på lave lønniveauer. Lønkommissionens redegørelse fra 2010 viser, at fag med høj kvindeandel stadig er nederst i hierarkiet. Gruppen af SOSU-assistenter, hvor kvindeandelen er 93,2 pct., har fx en gennemsnitlig timeløn på 158 kr., mens håndværkere ansat i det offentlige, og hvor andelen af kvinder kun er 3,3 pct., har en timeløn på 184 kr.

For sygeplejersker, hvor andelen af kvinder er 96,1 pct., ligger timelønnen på 176 kr., hvorimod politibetjente med en kvindeandel på kun 10,4 pct. har en timeløn på 206 kr. Og det til trods for, at sygeplejersker har en længere uddannelse end politibetjente.

Staten må gå foran for ligeløn

De seneste måneder har sat værdien af sundhedspersonalets arbejde på dagsordenen, men krisen må også bruges til at ændre på, at det kvindedominerede sundheds- og omsorgsarbejde er lavlønområde. Det er et alvorligt ligestillingsproblem, fordi det gør forskel på mænd og kvinders løn, når man sammenligner med uddannelsesniveau, ansvar og kompetencer. Og det skaber en betragtelig økonomisk ulighed mellem mænd og kvinder henover et livsforløb.

Der er behov for at gentænke lønnen til disse faggrupper og skabe strukturelle initiativer, som kan bidrage til at løfte lønniveauet for de kvindedominerede fag. Det kan fx ske ved, at Folketinget sammen med arbejdsmarkedets parter opretter en ligelønspulje til at udjævne de historiske lønefterslæb.

Som den norske ligelønskommission anbefalede i 2008, kan staten gå foran og afsætte et milliardbeløb på finansloven til aktivt at udjævne løngabet mellem kvinder og mænd i den offentlige sektor. Og det er også vigtigt at få foretaget en ligestillingsanalyse af, hvordan de cirka ti pct. af lønmidlerne, der forhandles decentralt, fordeles. Ligeledes er det vigtigt at få uddannet ledere i det offentlige til at være mere opmærksomme på ubevidste bias i forbindelse med forfremmelse, løntildeling og ansættelse.

»Hverdagsheltene« i sundhedssektorens kritiske fag bør kunne bytte deres velfortjente anerkendelse ud med en løn og ansættelsesvilkår, der afspejler et moderne, ligestillet lønsystem og samfund.