Lov om tvangsadoptioner kan føre til krænkelser af retten til familieliv
I helt ekstraordinære situationer kan det være det rigtige at tvangsbortadoptere børn fra deres forældre, når barnets bedste skal sikres.
I Danmark skal der imidlertid for lidt til at tvangsbortadoptere et barn og afskære barnet fra al kontakt med sine biologiske forældre.
Det konkluderer Institut for Menneskerettigheder i en 140 sider lang rapport, der undersøger, om børns og forældres ret til familieliv er tilstrækkeligt sikret i lovgivningen og brugen af tvangsbortadoption.
Antallet af tvangsbortadoptioner er steget markant siden 2020, fremgår det af rapporten: Mellem 2020 og 2022 behandlede Ankestyrelsen mellem 39 og 45 sager om tvangsbortadoptioner om året. I perioden 2016-2018 var antallet i gennemsnit 11.
Stigningen vækker bekymring hos Institut for Menneskerettigheder.
Andre anbringelsesformer bør altid overvejes grundigt, før en tvangsbortadoption kommer på tale.
Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis kan der kun iværksættes tvangsbortadoption i helt exceptionelle tilfælde, når forældre er særdeles uegnede til at varetage omsorgen for deres barn.
I Danmark kan en tvangsbortadoption iværksættes, når forældrene har såkaldt varigt manglende forældreevne og ikke vil være i stand til at have den daglige omsorg for barnet.
Ifølge Institut for Menneskerettigheder er det for lav en tærskel for det mest definitive og drastiske indgreb i børns og forældres ret til familieliv:
"Selvom forældre har varigt nedsat forældreevne og ikke kan drage daglig omsorg for deres barn, er det ikke ensbetydende med, at det er bedst for barnet at blive tvangsbortadopteret. Den lave tærskel risikerer at medføre krænkelser af børns og forældres ret til familieliv,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.
Derfor anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at adoption begrundet i varigt manglende forældreevne kun anvendes, når forældrene er ude af stand til at have en positiv betydning for deres barn.
Alternativer til tvangsbortadoption bør overvejes
Loven lægger ikke op til, at kommuner overvejer andre anbringelsesformer end tvangsbortadoption.
I servicelovens § 68 d er det udtrykkelig bestemt, at kommunen skal overveje tvangsbortadoption, når det må antages, at et barn vil være anbragt i en længere årrække:
§ 68 d. I forbindelse med en afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet [efter § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, eller § 58 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet], hvor det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække, skal kommunalbestyrelsen overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge i stedet bliver adopteret.
I nogle af de 11 adoptionssager, som Institut for Menneskerettigheder har gransket, er kommunerne ligefrem tilbøjelige til at se bort fra oplysninger, som kunne pege mod alternativer.
”Andre anbringelsesformer, hvor forældre og barn har mulighed for at have samvær, bør altid overvejes grundigt, før en tvangsbortadoption kommer på tale,” siger Louise Holck.
Derfor anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at kommuner bliver forpligtet til at gøre rede for, hvorfor de fravælger mindre indgribende alternativer til tvangsadoption som for eksempel en permanent anbringelse eller en forlænget genbehandlingsfrist.
Barnets lov åbner for tvangsadoptioner før barnets fødsel
Forslaget til barnets lov, der genfremsættes i februar, vil åbne for tvangsbortadoptioner, endnu inden barnet er født.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at udvidelsen af adgangen til at tvangsbortadoptere ikke bliver gennemført, fordi der er risiko for, at beslutningen vil blive truffet på et ufuldstændigt grundlag.
En beslutning, der bliver truffet, før barnet er født, vil ikke kunne inddrage oplysninger om barnets særlige behov og vil ikke kunne bygge på oplysninger om den konkrete relation mellem forældre og barnet.
Samvær efter tvangsbortadoption
Institut for Menneskerettigheders rapport viser, at Familieretshuset ikke bevilger samvær mellem børn og deres biologiske forældre efter en tvangsbortadoption. Også domstolene har givet afslag på samtlige ansøgninger om samvær efter adoption, siden forældreansvarsloven blev indført i oktober 2009 og frem til oktober 2022.
Forskning viser, at de fleste bortadopterede børn har glæde af kontakt med deres biologiske familie.
”Den danske praksis afskærer bortadopterede børn helt fra deres biologiske familie. Når det nu kan være til gavn for børnene at bevare kontakten, anbefaler vi, at loven ændres for børnenes skyld,” siger Louise Holck.
Højesteret udtalte i en dom fra 2019, at det næppe er foreneligt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at samvær og anden kontakt efter adoption kun er muligt i helt særlige tilfælde. Men ikke desto mindre gives der ikke adgang til samvær mellem forældrene og deres tvangsbortadopterede børn.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler blandt andet, at regeringen og Folketinget:
- præciserer, at kommunerne skal redegøre for, hvorfor de har fravalgt mindre indgribende alternativer end tvangsbortadoption
- indskrænker adgangen til tvangsbortadoption, så tvangsadoption begrundet i ’varigt manglende forældreevne’ kun kan anvendes over for forældre, der også er ude af stand til at have en positiv betydning for deres barn aktuelt og på lang sigt
- undlader at indføre adgang til tvangsbortadoption af børn før eller kort tid efter fødslen
- ændrer forældreansvarslovens § 20 a, så barnets ret til samvær og anden kontakt med sin biologiske familie efter adoption styrkes.
I september 2019 blev Norge dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag om en tvangsbortadoption af en treårig dreng. Sagen blev behandlet af et storkammer med 17 dommere frem for de sædvanlige 7, fordi sagen blev betragtet som principiel.
Et mindretal på fire dommere mente ikke, at Norge havde krænket retten til familieliv, men havde prioriteret barnets bedste over for en mor, som ikke magtede at passe sin psykisk skrøbelig dreng.
Flertallet på 13 dommere konkluderede, at de norske myndigheder ikke seriøst havde arbejdet for, at drengen skulle hjem til sin mor. Med beslutningen om at lade ham bortadoptere havde myndighederne ensidigt fokuseret på barnets tarv og undladt at tage hensyn til både barnet og moren.