Nyhed

Ny bog undersøger globale gråzoner mellem teknologi og rettigheder

Forsiden af bogen New Technologies for Human Rights Law and Practice
Seniorforsker fra Institut for Menneskerettigheder bidrager til ny antologi, der går tæt på dilemmaer mellem teknologi og menneskerettighederne.

På den ene side giver teknologiske nyskabelser effektive muligheder for at fremme og beskytte menneskerettighederne. På den anden side udgør de selvsamme teknologiske løsninger store udfordringer for borgeres grundlæggende rettigheder. I en ny bog med titlen New Technologies for Human Rights Law and Practice undersøger eksperter de muligheder, udfordringer og dilemmaer ny teknologi udgør for menneskerettighederne.

"Teknologi har en afgørende indvirkning på menneskerettighederne. Fra sociale medier over droner til assisteret reproduktiv teknologi giver teknologisk udvikling både enorme muligheder og enorme risici. Ved hjælp af en række case-studier giver denne bog en ramme for forståelsen af ​​forholdet mellem teknologi og menneskerettigheder. Det gælder ikkekun påde måder, som teknologi kan udnyttes og skabe social retfærdighed, men også de utallige måder, teknologien kan underminere rettigheder ogføre til mereulighed," fortæller Molly Land, der er juraprofessor ved University of Connecticut og en af bogens to redaktører.

Unikt afsæt i individets rettigheder

Bogenindeholder analyser og praktiske strategier til at håndtere dilemmaerne inden for så forskellige emner som droner, klimaændringer, vandmålere, dokumentation af menneskerettighedskrænkelser, privatliv og sociale medier.

”Bogen er unik, fordi den tager et stærkt afsæt i individets rettigheder og undersøger, hvordan brugen af ny teknologi presser de grundlæggende rettigheder. Samtidig adskiller den sig ved at have et globalt perspektiv, der inddrager erfaringer og praksis fra lande både i nord og i syd,” siger Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker fra Institut for Menneskerettigheder, som har bidraget med et kapitel til bogen. Hun fortsætter:

”Et vigtigt aspekt, vi blandt andet behandler i bogen, er, at nye teknologier ofte kontrolleres af private virksomheder, og det rejser spørgsmål om ansvarlighed og gennemsigtighed."

Vigtigt at overveje mulige risici

Molly Land håber, at bogen vil få virksomheder, organisationer og institutioner, der udvikler og bruger nye teknologier, til i højere grad at tage højde for de konsekvenser, teknologierne har for borgeres grundlæggende rettigheder.

"Det vigtigste, vi håber læserne vil tage med sig, er, hvor afgørende det er for dem, der udvikler, designer og implementerer teknologiske løsninger, at undersøge menneskerettighedseffekten af ​​deres aktiviteter. Teknologiske nyskabelser kan medføre betydelige fordele, men det er vigtigt at overveje, hvilken skade teknologien kan gøre, før den introduceres. Det har særligt stor betydning, når det er menneskerettigheder, der er på spil," siger Molly Land.

Bogen udgives af Cambridge University Press og er tilgængelig for alle i Open Access på forlagets hjemmeside.