Psykisk syge får alt for lange domme i retspsykiatrien

Flere psykisk syge får anbringelses- og behandlingsdomme og havner dermed i retspsykiatrien. Samtidig bliver dommene længere – og de er ofte væsentligt længere, end hvis den samme forbrydelse var begået af en person uden psykiske lidelser. Det viser en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder, der konkluderer, at de dømtes rettigheder er under pres under de nuværende forhold i retspsykiatrien.

Anbringelses- og behandlingsdomme gives til mennesker, som på grund af deres psykiske lidelse er vurderet uegnet til straf, og antallet af personer, der er underlagt disse typer er tidoblet siden 1980’erne. Det placerer de pågældende personer i en dobbeltrolle som både ”dømt” og ”patient”, der medfører markant anderledes vilkår. Det indebærer bl.a. at mange har domme på ubestemt tid, og at tidsbegrænsede domme kan forlænges flere gange, hvis retten vurderer, at det er nødvendigt. Samtidig lever mange behandlingsdømte med en usikkerhed om, hvornår de risikerer at blive frihedsberøvet, da de fleste anbringelses- og behandlingsdomme giver mulighed for tvangsindlæggelse.

”Der er noget grundlæggende forkert i, at mennesker som er vurderet uegnet til straf på grund af deres psykiske lidelse ofte får væsentligt længere domme end mennesker, der idømmes en ordinær straf. Vores undersøgelse viser, at brugen af de lange anbringelses- og behandlingsdomme, der forlænges igen og igen, er en stigende tendens, og det er bekymrende i forhold til at sikre de basale menneskerettigheder for nogle af vores samfunds mest sårbare mennesker,” siger Maria Ventegodt, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.

Behov for en gennemgribende reform

Den seneste reform af retspsykiatrien i 2000 havde til formål at gøre op med de lange domme for mindre alvorlig kriminalitet, men udviklingen er gået i den stik modsatte retning. De nyeste tal på området viser, at dommene faktisk er blevet længere.

Det er instituttets vurdering, at der er behov for en gennemgribende reform af retspsykiatrien. Det indebærer blandt andet et opgør med princippet om, at der kan idømmes meget langvarige domme også for relativt beskedne kriminelle forhold, ligesom de meget lange sagsbehandlingstider, skal nedbringes

”Der bør være en nedre grænse for, hvilke typer forbrydelser, der kan føre til anbringelses- og behandlingsdomme. I dag idømmes behandlings- og anbringelsesdomme op til fem år med mulighed for forlængelse næsten uanset, hvad forbrydelsen gik ud på. Men så lange straffe anvendes udelukkende i sager vedrørende ekstremt farlig kriminalitet i det almindelige straffesystem. Der er simpelthen behov for en gennemgribende reform af retspsykiatrien,” siger Maria Ventegodt.

Psykisk syge skal sikres behandling

Nyere undersøgelser peger på, at retspsykiatriske patienter i vidt omfang er almenpsykiatriske patienter, der ikke har fået hjælp i tide og i tilstrækkelig grad. På den måde bliver en anbringelses- eller behandlingsdom en sidste udvej og måske også et middel til endelig at få den behandling, der har fejlet hidtil. At de dømte bliver længere i retspsykiatrien skyldes muligvis, at en retspsykiatrisk dom bliver opfattet som en adgang til at få behandling i psykiatrien. Således samtykker en tredjedel af de dømte til en forlængelse af deres anbringelses- eller behandlingsdom i sagerne, som er gennemgået i Instituttets rapport. Det er urimeligt, hvis dårlig adgang til behandling medfører længere retspsykiatriske forløb.

”Det er vigtigt at huske på, at en anbringelse eller behandling i retspsykiatrien er noget man dømmes til efter straffeloven. Mennesker med behov for behandling skal naturligvis have tilbud om hjælp, men det skal foregå i den almene psykiatri og ikke ved at forlænge en behandlingsdom langt ud over det rimelige, ” siger Maria Ventegodt.

Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler:

• at Justitsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet iværksætter en reform af retspsykiatriområdet, herunder en ændring af reglerne om særforanstaltninger i straffelovens kapitel 9.
• at politi og anklagemyndighed sikrer, at pårørende forud for beskikkelsen som pårørendebistandsværge orienteres og vejledes grundigt om indholdet af opgaven, herunder muligheden for at klienten kan få beskikket en listebistandsværge, hvis de pårørende ikke ønsker eller ikke magter at være bistandsværge.
• at regionerne indskærper over for sygehusafdelingerne, at der er pligt til at underrette bistandsværgerne ved indlæggelse og udskrivning.
• at Justitsministeriet tager initiativ til at undersøge, hvor udbredt de lange sagsbehandlingstider er, og hvordan det kan sikres, at der ligger en opdateret lægelig vurdering til grund for ændringer af en foranstaltningsdom.