Unge, der vokser op i Danmark, skal nemmere kunne blive danske statsborgere
De har gået i dansk vuggestue, børnehave og folkeskole. De har deltaget i det danske kultur-, fritids- og foreningsliv. De har levet lovlydigt og kender det danske folkestyre.
Alligevel skal unge mennesker, der er født og/eller opvokset i Danmark, med forældre fra et land uden for Norden, ansøge om statsborgerskab på linje med udlændinge, der er kommet til landet som voksne.
De unge skal først ansøge om permanent opholdstilladelse, gennemgå en langvarig ansøgningsproces med indsamling af en bunke dokumentation og en bestået indfødsretsprøve, før de kan blive godkendt som danske statsborgere med et håndtryk fra en dansk borgmester.
Den besværlige vej til dansk statsborgerskab strider mod de forpligtelser, som Danmark har ifølge menneskerettighederne, viser ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder:
”I 2004 mistede ikkenordiske unge den lette adgang til at blive danske statsborgere. Den vanskelige vej til statsborgerskab er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, fordi den europæiske konvention om statsborgerret siger, at det skal være nemmere at opnå statsborgerskab, hvis man er født og/eller opvokset i landet,” forklarer Maria Ventegodt, ligebehandlingschef på Institut for Menneskerettigheder.
I undersøgelsen ’Fremmed i eget land? Adgang til dansk statsborgerskab for børn og unge, der er født og/eller opvokset i Danmark’ fokuserer instituttet på konsekvenserne af statsborgerskabslovgivningen for de unge, der er født og/eller opvokset i Danmark.
Mangel på statsborgerskab svækker følelse af danskhed
De unge, som instituttet har interviewet i forbindelse med undersøgelsen, fortæller, at de er vokset op med en følelse af at høre til her. Men når de – i modsætning til nordiske unge – skal søge om opholdstilladelse som 18-årige og derefter igennem en lang og kompliceret proces for at få statsborgerskab, kan den følelse ændre sig.
”Gennem årene så er jeg bare begyndt at føle mig mere ikkedansk, fordi jeg ikke har statsborgerskabet. Det er noget, der går mig på i min hverdag,” siger en 19-årig kvinde med tyrkisk baggrund.
De unge oplever ifølge rapporten, at de uden det rødbedefarvede pas bliver ekskluderet fra det danske samfund.
”De kan ikke rejse udenlands på lige vilkår med deres klassekammerater, og som myndige er de frustrerede over ikke at kunne stemme til folketingsvalg,” siger Maria Ventegodt.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler i rapporten, at indfødsretsloven ændres, så ikkenordiske unge på lige fod med de nordiske unge, der er født og/eller opvokset i Danmark, får let adgang til dansk statsborgerskab efter erklæringsreglen i indfødsretsloven.
Indtil 2004 havde alle unge ustraffede udlændinge ret til statsborgerskab i alderen 18-23 år, hvis de inden da havde haft bopæl i Danmark i 10 år.