Sociale anbringelser på sikrede institutioner i et menneskeretligt perspektiv

Institut for Menneskerettigheder undersøger med denne rapport, hvad der kendetegner socialt anbragte børn og unge på sikrede institutioner, hvilke rammer og vilkår de er underlagt på institutionerne, samt hvilke menneskeretlige konsekvenser opholdet på sikret institution indebærer for denne gruppe af børn og unge.

For at belyse dette har vi foretaget forskellige undersøgelser, herunder en gennemgang af eksisterende forskning, undersøgelser og tal, en sammenligning af nordisk praksis, interviews med lederne af de sikrede døgninstitutioner samt en juridisk analyse.

Rapporten indeholder desuden en sagsgennemgang af 28 konkrete sager om sociale anbringelser af børn og unge i 2018 foretaget af lektor, ph.d. Ann-Karina Henriksen fra Københavns Professionshøjskole.

Kort om sociale anbringelser på sikrede institutioner

Børn og unge kan anbringes på sikrede døgninstitutioner af strafferetlige, socialretlige eller udlændingeretlige årsager.

De socialt anbragte børn og unge placeres på sikret institution, når det anses for absolut påkrævet, fordi de er til fare for sig selv eller andre, eller fordi de på anden vis har behov for socialpædagogisk behandling. Anbringelse på sikret institution er den mest indgribende foranstaltning efter serviceloven og indebærer alvorlige indgreb i barnets eller den unges grundlæggende rettigheder.

Sikrede døgninstitutioner adskiller sig fra andre døgninstitutioner for børn og unge ved, at det her er tilladt at have yderdøre og vinduer konstant aflåst. De sikrede institutioner er desuden omgivet af hegn, alle indendørs fællesarealer er tv-overvågede, og alle værelsesdøre er udstyret med døralarm samt aflåst om natten. Hertil kommer, at der gælder særligt vidtgående regler for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten for de sikrede døgninstitutioner.

Markant stigning i antal og andel af socialt anbragte

De sidste ti år er der sket en markant stigning i antallet og andelen af socialt anbragte børn og unge på de sikrede institutioner:

I 2010 var under hver tyvende anbringelse en social anbringelse (4,6 %). I 2019 var dette tal steget til næsten hver tredje (31,8 %). Udviklingen er sket i en periode, hvor det samlede antal anbringelser på sikret institution ellers har været stærkt faldende som følge af det samtidige fald i ungdomskriminalitet.

Der er samtidig sket en stigning i andelen af de alleryngste socialt anbragte mellem 10 til 14 år samt andelen af piger.

Stigende anbringelseslængder for socialt anbragte

Over den seneste årrække er der desuden sket en stor stigning i det gennemsnitlige antal opholdsdage for socialt anbragte børn og unge fra 53,8 dage i 2010 til 84,2 dage i 2019.

Antallet af opholdsdage for retligt anbragte har derimod været stabilt.

Lederinterviewene i undersøgelsen viser, at der er store variationer i anbringelseslængder fra institution til institution, uden at dette kan forklares med en væsentlig forskel i målgrupper eller indsats.

Sikrede institutioner med fængselslignende træk

Det følger af menneskeretten, at børn og unge ikke må placeres i egentlige fængsler, hvis anbringelsen er begrundet i et socialt behandlingsmæssigt hensyn.

Undersøgelserne i denne rapport viser, hvordan institutionerne i høj grad er præget af, at de skal fungere som alternativ til arresthuse og fængsler for den store gruppe af retligt anbragte, hvorfor de også har flere lighedstræk med kriminalforsorgens institutioner. Det gælder blandt andet i forhold til den fysiske indretning samt hverdagen på institutionerne, der er karakteriseret ved strikse rammer og begrænsede udfoldelsesmuligheder.

Selvom de sikrede døgninstitutioner formelt og juridisk set ikke er fængsler, og det ikke i sig selv er i strid med menneskeretten at anvende sikrede institutioner til børn og unge, finder vi, at det udfordrer den effektive beskyttelse af retten til personlig frihed, at socialt anbragte børn og unge bliver frihedsberøvet i et miljø og under vilkår, der i flere henseender har fængselslignende træk.

Risiko for uproportionale indgreb

Den menneskeretlige beskyttelse foreskriver, at et givent indgreb skal være proportionalt og dermed konkret skal kunne retfærdiggøres i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge.

Vores undersøgelser viser blandt andet, at mange rettighedsindgreb sker på grundlag af generelle regler i institutionernes husordener, der gælder for samtlige børn og unge uanset anbringelsesgrundlag. Socialt anbragte børn og unge kan derfor opleve indgreb, som først og fremmest er en følge af, at de deler anbringelsessted med unge, som er mistænkt eller dømt for kriminalitet.

Varierende praksisser på institutionerne, manglende differentiering mellem retligt og socialt anbragte samt en manglende individuel dispensering fra husordenens generelle regler indebærer en nærliggende risiko for, at især socialt anbragte børn og unge kan opleve vilkårlige og uforholdsmæssige indgreb i fundamentale rettigheder.

Piger udgør cirka 10-15 pct. af samtlige børn og unge på sikrede institutioner

Sagsgennemgangen indikerer imidlertid, at langt størstedelen af de anbragte piger er socialt anbragte. Rapporten påpeger, at forholdene på de sikrede institutioner kan medføre en marginalisering af de anbragte piger. Det skyldes, at de er i mindretal, og at institutionerne i høj grad er designet til at varetage drenges interesser.

Set i lyset af de menneskeretlige forpligtelser til at fremme rehabilitering og resocialisering er det desuden betænkeligt, at piger, der har oplevet overgreb før anbringelsen, kan placeres på afdelinger med en overvægt af retligt anbragte drenge, der kan være dømt eller mistænkt for personfarlig kriminalitet såsom vold og seksualforbrydelser.

Der synes også at være behov for en særlig opmærksomhed omkring socialt anbragte minoritetsetniske piger. Sagsgennemgangen viser, at disse piger bliver indstillet til en sikret anbringelse, fordi de bliver udsat for social kontrol.

Undersøgelserne peger ligeledes på, at der er sket en stigning i andelen af børn og unge på sikret institution med psykiske lidelser, og at denne stigning primært er sket inden for gruppen af socialt anbragte. Disse børn og unge risikerer at blive placeret under forhold og i et miljø, der ikke er fremmende for deres lindring, helbredelse og reintegration. Særligt i tilfælde, hvor personalet savner forudsætninger for at kunne tage vare på børn og unge med psykiatrinære problemstilling, kan dette være forbundet med en øget brug af magtanvendelse.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler:

• At Social- og Indenrigsministeriet tager initiativ til at ændre serviceloven og relateret lovgivning, således at børn og unge ikke kan anbringes under fængselslignende forhold, når anbringelsen er begrundet i sociale årsager, og
• At Social- og Indenrigsministeriet, regionerne og kommunerne sikrer, at der tilvejebringes et bedre videns- og datagrundlag vedrørende børn og unge anbragt på sikret institution.

Vi henstiller desuden til, at myndighederne i den forbindelse skeler til, hvordan sociale anbringelser håndteres i henholdsvis Norge og Finland.