Nyhed

8 principper skal sikre borgernær og inkluderende digitalisering

Person peger på computer
35 civilsamfundsorganisationer, eksperter og forskere står bag otte principper, der skal sikre borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark. Læs principperne her.

Digitalisering skal altid understøtte borgernes rettigheder og retssikkerhed.

Sådan lyder det første princip af i alt otte principper, der skal sikre, at digitaliseringen af det offentlige Danmark bliver borgernær og inkluderende.

Bag principperne står en bred vifte af civilsamfundsorganisationer, eksperter og forskere. Formålet er at give konkrete indspil til, hvordan digitalisering af den offentlige sektor tager udgangspunkt i menneskerettigheder, borgerdeltagelse, demokratisering af infrastruktur og øget vidensgrundlag.

Nu har vi konkrete forslag til alt fra borgerinddragelse til større gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget for digitaliseringsprojekter.
Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder

Organisationer som SIND, Ældresagen og Rådet for Socialt Udsatte har givet input fra personer og grupper, der særligt oplever udfordringer med digitalisering

”Vi har længe talt om problemer med digital eksklusion og den magtesløshed, som mange oplever i mødet med det digitale Danmark. Nu har vi en række konkrete forslag til alt fra borgerinddragelse til større gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget for digitaliseringsprojekter. Forslag, som rigtig mange står bag,” siger Rikke Frank Jørgensen, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og en af initiativtagerne bag principperne.

Institut for Menneskerettigheder har løbende anbefalet, at borgerperspektivet skal i fokus i digitaliseringen. Det er nemlig en grundlæggende fælles og demokratisk vigtig opgave at sikre, at velfærdssamfundet kan tilgås af alle, og at borgerne behandles værdigt i deres møde med staten og kommunen.

Principperne og de tilhørende initiativer er blevet overrakt til den nye digitaliseringsminister og til det nye udvalg for Digitalisering og IT.

Otte principper for borgernær og inkluderende digitalisering
  1. Digitalisering skal altid understøtte borgernes rettigheder og retssikkerhed.
     
  2. Udvikling af borgerrettede systemer skal tage udgangspunkt i borgernes virkelighed. 
     
  3. Forskellige borgergrupper inddrages i udviklingen af borgerrettede IT-systemer hele vejen fra start til slut.
     
  4. Der skal være let adgang til gode og værdige alternativer til at være digital.
     
  5. Borgeren skal have mere kontrol over egne data.
     
  6. Beslutninger om digitalisering skal træffes på et velunderbygget og transparant grundlag.
     
  7. Offentligt betalt udvikling bør være offentligt ejet.
     
  8. Alle borgere skal have lige muligheder for at deltage i diskussionen om brug af digitale teknologier.
Kilde: Borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark