Nyhed

Danskerne skal høres om menneskerettighederne

Institut for Menneskerettigheder og Udenrigsministeriet afholder fire folkehøringer op til Danmarks eksamen i menneskerettigheder i FN.

Gør vi nok for at beskytte minoriteter i Danmark? Er vores personlige oplysninger beskyttet godt nok? Hvor langt må kommunen gå for at afsløre snyd med offentlige midler? Hvordan sikrer vi retten til bolig for alle?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, Institut for Menneskerettigheder og Udenrigsministeriet gerne vil have svar på ved fire folkehøringer, som afholdes i landets største byer i de kommende uger. Folkehøringerne er første led i processen mod Danmarks eksamen i menneskerettigheder ved FN i begyndelsen af 2016, den såkaldte Universelle Periodiske Bedømmelse (UPR) . Eksaminationen finder sted hvert fjerde år.

Folkehøringer

18. februar 2015 kl. 17-19
Tema: Forskelsbehandling og diskrimination

Aarhus
19. februar 2015 kl. 17-19
Tema: Overvågning og sikkerhed

Odense
20. februar 2015 kl. 17-19
Tema: Beskyttelse af udsatte grupper

København
24. februar kl. 17-19
Tema: Menneskerettigheder i forvaltningen

Aalborg

Anledning til at gøre status

”Det er nok de færreste, som går og tænker over deres menneskerettigheder i dagligdagen, men de har stor betydning for vores liv. Danmark klarer sig generelt godt, men der er også områder, hvor der er brug for forbedringer, og FN-eksaminationen er en god anledning til at gøre status på menneskerettighedssituationen,” siger Louise Holck, vicedirektør i Institut for Menneskerettigheder.

Inden eksaminationen skal Udenrigsministeriet, Institut for Menneskerettigheder og danske civilsamfundsorganisationer sende rapporter til FN om, hvordan Danmark lever op til menneskerettighederne. Til det har instituttet og Udenrigsministeriet brug for så meget viden som muligt om, hvordan menneskerettighederne har det i dagens Danmark.

Fire høringer – fire temaer

”Vi håber, at mange organisationer, eksperter og privatpersoner vil møde op til høringerne og give os deres syn på menneskerettighederne i dagens Danmark,” siger Louise Holck.

Institut for Menneskerettigheder har valgt et tema for hver høring, og i løbet af høringerne vil eksperter inden for dagens tema kort fortælle, hvordan de ser menneskerettighedssituationen på deres område. Du må også gerne dele dine erfaringer med menneskerettigheder, som falder uden for høringens tema.