DEBAT: Fjern forbuddet mod tiggeri, ellers straffer I mennesker, som allerede ligger ned

Af Louise Holck, vicedirektør, Institut for Menneskerettigheder. Debatindlægget blev bragt hos Politiken 11. februar 2020.

14 dage i fængsel. Siden 2017 har det været straffen, første gang en person bliver taget i at tigge i en gågade, ved en station, i et tog eller ved et supermarked. Den regel vil regeringen nu gøre permanent.

Men fængselsstraf – eller andre straffe for den sags skyld – får ikke mennesker ud af fattigdom og hjemløshed. Vi kan ikke straffe os ud af de sociale problemer, der som oftest ligger til grund for, at et menneske ender med at sidde foran Netto og tigge mønter til en kop kaffe.

Den automatiske fængselsstraf til alle, der dømmes for såkaldt tiggeri, har fået kritik for at være med til at kriminalisere hjemløshed. En kritik, vi hos Institut for Menneskerettigheder er helt enige i.

Kriminaliseringen stammer fra de to forbud mod at tigge og mod at være en del af en ’utryghedsskabende lejr’ fra 2017. Forbuddet mod utryghedsskabende lejre har også givet politiet mulighed for at give de hjemløse et zoneforbud, så de ikke må opholde sig i et bestemt område eller en hel kommune i op til to år.

Lovændringerne har primært haft til formål at skræmme udenlandske hjemløse fra at rejse til Danmark, men fakta er, at reglerne rammer alle hjemløse, og de rammer hårdt.

Det er vigtigt at huske på, at mennesker, der er hjemløse, sjældent har taget et aktivt valg om at bo på gaden. Alligevel har de siden 2017 levet med en konstant risiko for fængselsstraffe og zoneforbud alene på grund af de handlinger, de tyr til på grund af deres sociale og økonomiske problemer.

For os andre er det naturligt, at hverdagshandlinger som at sove, lave mad, spise og gå på toilettet foregår hjemme hos os selv. Men for en hjemløs er det handlinger, der må foregå i det offentlige rum. Ofte går det ubemærket hen og generer hverken dig eller mig, men hvis det generer, er det politiets skøn, der afgør, om personen skal i fængsel eller have et zoneforbud. Det er et voldsomt vilkårligt pres at lægge på udsatte mennesker, der i forvejen kæmper for at få livet til at hænge sammen. Udsatte mennesker, som Danmark har lovet at beskytte.

Danmark har tilsluttet sig FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og dermed også forpligtet sig til at gribe ind over for hjemløshed. En pligt, som den komité, der holder øje med staters efterlevelse af konventionen, mener, at vi svigter i dag.

I efteråret 2019 så komiteen nærmere på Danmarks indsats for at leve op til konventionen og udtrykte i den forbindelse bekymring for kriminaliseringen af hjemløshed og tiggeri. Komiteen opfordrede Danmark til at fjerne lovbestemmelserne. En opfordring, vi fra instituttets side også ved flere lejligheder har leveret – senest i vores høringssvar til regeringens foreslåede lovændring, hvor forbuddet mod tiggeri gøres permanent.

FN’s specialrapportører på både retten til bolig og fattigdom har også flere gange løftet en pegefinger på området. De peger på, at lovgivning, der direkte eller indirekte kriminaliserer hjemløses nødvendige handlinger i det offentlige rum, som for eksempel at sove, tigge eller spise, fører til yderligere marginalisering af hjemløse. De anbefaler begge, at lande med en lovgivning som den danske fjerner den og i stedet anerkender, at hjemløse har ret til en passende bolig.

Det er kun rimeligt, at vi stopper med at straffe dem, der allerede ligger ned, og at vi som samfund hjælper de hjemløse på benene igen. Hvis vi skal være det sociale foregangsland, som vi bryster os af at være ude i verden, og hvis vi skal leve op til vores menneskeretlige forpligtigelser, så må vi beskytte samfundets svageste borgere.

Det gør vi ved at hjælpe, ikke ved at straffe. Det er jo ikke kriminelt at være socialt udsat i Danmark, og derfor bør det heller ikke være kriminelt at være hjemløs.