DEBAT: Gør digital regeringsførelse til centralt fokus i udviklingsarbejdet

Indlægget er skrevet af Eva Grambye, international chef og vicedirektør, Institut for Menneskerettigheder, og blev bragt på Altinget 12. juni 2020.

Digitaliseringen går stærkt i det globale syd, og der knytter sig mange positive historier om økonomisk fremgang og bedre adgang til offentlige services til den udvikling.

Men uden beskyttelse af borgernes rettigheder og klare regler for digital regeringsførelse er teknologi og digitalisering et stærkt redskab for diktatorer og autoritære regimer.

Under COVID-19-pandemien har vi hørt utallige historier om stater, der med teknologiens hjælp uhæmmet masseovervåger borgernes færden. Metoderne forbinder vi normalt med lande som Kina og Saudi-Arabien, men stadig flere lande kigger netop mod Kina efter inspiration.

COVID-19-pandemien kan meget vel sætte fart på den udvikling. En hel del af de indskrænkninger af befolkningens rettigheder, som vi nu ser, kan gå hen og blive permanente.

Begrænsninger i befolkningens frihed, som indføres i krisetid, har det med at blive hængende. Dermed risikerer de at vende ryggen til de værdier, som i årtier har været fundamentet for Danmarks udviklingsbistand.

Manglende regulering i Afrika

I Afrika forværres risikoen af, at de fleste afrikanske lande mangler lovgivning, der beskytter borgernes digitale rettigheder.

Da den Afrikanske Union i 2014 vedtog en konvention om cybersikkerhed og persondatabeskyttelse, var målet, at medlemsstaterne skulle udforme lovgivning og handleplaner, der skulle sikre borgernes digitale rettigheder.

Seks år senere har kun ti procent af landene ratificeret konventionen. Den manglende lovgivning betyder, at virksomheder og stater kan sætte techprojekter i gang i størstedelen af Afrika uden at blive mødt med nogen som helst regulering. Det er ingen tilfældighed, at flere stater i Afrika under pandemien tyr til digital overvågning.

Kina har med sit globale Belt and Road-initiativ oprustet sin udenrigs- og udviklingspolitiske tilstedeværelse markant de senere år. Siden 2015 har initiativet også indeholdt en global digitaliseringsstrategi med kinesisk teknologi og favorable kinesiske statslån i centrum.

Flere forskere har peget på, at vi nu ser tydelige resultater af Kinas strategi i det globale syd. En forklaring på Kinas succes kan være, at vestlige donorer ikke i samme omfang har engageret sig i den digitale udvikling, og nogle efterlyser derfor et modtryk. Det er jeg enig i, og netop dette fokus bør være en del af Danmarks næste udviklingspolitiske strategi.

Indsatsen skal tilpasses nye vilkår

Som Anne Mette Kjær, professor ved Aarhus Universitet og formand for Udviklingspolitisk Råd, for nylig skrev i Altinget, bør Danmark bygge sin fremtidige udviklingspolitiske strategi på det, som vi allerede er gode til som for eksempel menneskerettighedsarbejdet.

Men vi skal også kunne tilpasse indsatsen til nye situationer. Hvis Danmark – og EU – ikke får tilpasset arbejdet med god regeringsførelse, kan vi risikere, at demokrati, retsprincipper og menneskeretten sættes over styr i regeringernes brug af digitale løsninger.

Det er derfor på tide, at EU, Danmark og ligesindede lande markerer sig for at sikre, at digitaliseringen i det globale syd bliver baseret på det, som jeg kalder "good e-governance".

Det handler for eksempel om at sikre, at digitale løsninger er for alle borgere, at borgerne kan klage over digital sagsbehandling, og at offentlige investeringer i teknologi er transparente og foregår uden korruption.

Samtidig skal der være institutioner, som blandt andet kan kontrollere, om regeringer og virksomheder beskytter de personlige data, som de får adgang til. Danmark har allerede både fagligheden, erfaringerne og et udenrigspolitisk set-up til at gå i spidsen for arbejdet.

Digital regeringsfølelse skal i fokus

Vi er blandt de lande, der er længst med at udmønte databeskyttelse både i regulering og praksis, og med strategien for techplomacy, herunder techvelopment, fra 2018 tog Danmark et vigtigt skridt i retning af at sikre en mere ansvarlig og menneskerettighedsbaseret brug af teknologi også i Afrika.

Næste skridt bør være, at Danida udvikler en decideret digitaliseringsstrategi, og lokale nøgleaktører som for eksempel justitsministerier, civilsamfundsorganisationer og nationale menneskerettighedsinstitutioner i det globale syd skal klædes på til også at sikre borgernes rettigheder online. Netop det arbejde er vi i Institut for Menneskerettigheder allerede i fuld gang med.

Hvis Danmark – og EU – ikke gør digital regeringsførelse til et centralt fokus i det langsigtede udviklingsarbejde, risikerer vi, at årtiers arbejde for demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder bliver spildt, i takt med at regeringsførelsen bliver digital.