DEBAT: Rettigheder er befolkningens våben over for en måske lidt for offensiv regering

Indlægget er skrevet af Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder og Pernille Boye Koch, forskningschef for Institut for Menneskerettigheder. Indlægget er oprindeligt bragt i Politiken den 17. oktober 2020. 

Det er nemt at blive deprimeret, når coronakrisen bliver betragtet fra et menneskerettighedsperspektiv. Over hele verden er grundlæggende frihedsrettigheder blevet udfordret med dramatiske indskrænkninger af for eksempel den personlige frihed, forsamlingsfriheden og retten til privat- og familieliv.

Også i Danmark har staten indført hastelovgivning, der har grebet dybt ind i vores rettigheder til at færdes frit og tage del i fritids- og foreningsaktiviteter, og myndighederne har eksempelvis stået bag forbud mod private fester, forhindret plejehjemsbeboere i at mødes med deres pårørende, og mange erhverv har været tvunget til at lukke helt eller delvist ned.

Imidlertid er der også nogle klart opmuntrende elementer ved den aktuelle udvikling, når man beskæftiger sig med menneskerettighedssituationen i Danmark. For paradoksalt nok har regeringens resolutte reaktion på den globale sundhedskrise også gjort det meget tydeligt, at individuelle rettigheder i grundloven og internationale konventioner er vigtige og relevante for alle borgere i Danmark.

I mange år har nogle af de væsentligste menneskerettighedsspørgsmål i Danmark handlet om forhold for udlændinge, bandemedlemmer og socialt udsatte. Og selv om en vigtig menneskeretlig pointe er, at rettighederne også gælder for de befolkningsgrupper, som flertallet ikke bryder sig om eller ikke kan identificere sig med, har det nok alligevel haft mere generel negativ betydning for, hvordan menneskerettighederne i Danmark er blevet opfattet.

Det er denne grundfortælling, der nu er vendt på hovedet. Med coronakrisen burde det være tydeligt for enhver, at rettighederne også er vigtige for den almindelige borger. 

Med menneskerettighederne i hånden kan man opstille nogle relativt håndfaste krav til den nye epidemilovgivning, som er i støbeskeen. Krav om, at meget indgribende tiltag som tvangsisolation og tvangsmedicinering skal være strengt nødvendige i den konkrete sag ud fra et sundhedshensyn. Krav om, at indskrænkninger i forsamlingsfriheden skal være proportionale og ikke må begrænse ytringsfriheden og kritik af regeringen. Og krav om, at selv plejehjemsbeboere og psykisk sårbare på bosteder har ret til privat- og familieliv.

Selv om nogle af disse rettigheder også er reguleret i grundloven, får vi borgere i Danmark den mest effektive retsbeskyttelse fra internationale menneskerettighedskonventioner, hovedsageligt fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

På den måde har den nationale sundhedskrise og delvise undtagelsestilstand sat sagen på spidsen. Den har vist os menneskerettighedernes berettigelse som borgernes garant for frihed og demokrati, og måske var det det, der skulle til i et land som Danmark, hvor vi i mange år har været forskånet for krig og større kriser.

Vi har taget meget for givet og er ikke blevet mindet om, at også den almindelige borgers rettigheder kan være i fare, og at der kan være brug for menneskerettigheder i grundlov og konventioner for at forhindre overdreven magtudøvelse.

Samtidig er det blevet tydeligt, at rettigheder også er befolkningens og parlamentets våben over for en måske lidt for offensiv regering.

Coronaepidemien har medført, at der er blevet overladt en lang række beføjelser til eksempelvis justitsministeren eller sundhedsministeren til at udstede regler for borgerne, som Folketinget førhen fastsatte i lovgivningen.

Regeringen har også fået magt til at beslutte forhold, som før var mere entydigt overladt til sundhedsmyndighederne. Dette er ikke kun en demokratisk problemstilling, som Folketinget kan problematisere ud fra magtfordelingsmæssige overvejelser. Det kan efter omstændighederne også være et menneskeretligt problem.

Det er nemlig et vigtigt element i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at der skal være et klart og betryggende hjemmelsgrundlag, når der foretages indgreb i menneskerettighederne som forsamlingsfriheden eller retten til at have et familieliv og se sine pårørende.

Det kan være helt legitimt at indskrænke disse friheder ud fra vægtige hensyn til folkesundheden, men reglerne skal som udgangspunkt stå i en lov eller en bekendtgørelse, og de skal være så klart og præcist formuleret, at borgerne kan forstå, hvad der gælder, og indrette sig efter det.

Det kan være i orden, at reguleringen er skønspræget, men konventionen stiller strikse krav til klarhed og præcision ved meget intensive indgreb i borgernes rettigheder, som vi har set det i coronareguleringen.

På den baggrund kan menneskerettighederne også være et vigtigt redskab for Folketinget i bestræbelserne på at undgå, at regeringen bliver for enerådig i deres arbejde på at sikre en hurtig og effektiv indsats mod nuværende og kommende pandemier.

Meget tyder heldigvis på, at menneskerettighederne allerede nu er blevet fremtrædende elementer i de danske offentlige debatter om magt og lovgivning i en coronatid. Så selv om rettighederne i mange situationer er under pres, kan krisen måske bane vejen for en tiltrængt menneskeretlig renæssance.