Nyhed

Forebyggende sundhedspleje kan betale sig

EU-undersøgelse tyder på, at det er billigere at tilbyde udokumenterede migranter forebyggende sundhedspleje end kun at behandle i akutte situationer.

EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) konkluderer i en ny rapport, at meget peger på, at det er dyrere for sundhedssystemer først at hjælpe udokumenterede migranter, når de står i en nødsituation.

”Rapportens konklusioner tyder på, at adgang til regelmæssig forebyggende sundhedsbehandling for udokumenterede migranter – i hvert fald på de to undersøgte områder – ikke alene vil bidrage til migranternes sundhed og trivsel. Det vil også kunne betale sig økonomiske for de lande, de opholder sig i,” siger specialkonsulent i Institut for Menneskerettigheder Lisbeth Garly Andersen.

Hun tilføjer, at FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fastslår, at alle mennesker har ret til at nyde den højst opnåelige fysiske og psykiske sundhed. Det gælder også udokumenterede migranter.

Dansk undersøgelse på vej

Bag FRAs konklusioner ligger en økonomisk analyse af omkostningerne ved dels at give udokumenterede migranter løbende sundhedsydelser og dels alene at tilbyde dem hjælp i akutte situationer. Undersøgelsen omfatter Sverige, Tyskland og Grækenland og ser på gravide og personer med højt blodtryk.

”Selvom der er forskel på det danske sundhedssystem og de lande, som FRA har set nærmere på, er der god grund til at tro, at en tilsvarende undersøgelse i Danmark vil give et lignende resultat. Et manglende tilsyn med fx gravide, kan føre til alvorlige komplikationer for mor og barn, og dette er både dyrt og noget, vi selvfølgelig så vidt muligt bør undgå,” siger Lisbeth Garly Andersen.

Institut for Menneskerettigheder er på vej med en udredning om udokumenterede migranters adgang til sundhed i Danmark. Udredningen omhandler særligt gravide kvinders og børns adgang til sundhed. Den forventes at udkomme inden årsskiftet.

For yderligere oplysninger om FRAs undersøgelse kan FRA kontaktes på media@fra.europa.eu og +43 1 580 30 642.