Nyhed

Kortlægning peger på udfordringer for dansk erhvervsliv

Kortlægning peger på udfordringer for dansk erhvervsliv
I ny rapport peger instituttet på udfordringer for menneskerettighederne i dansk erhvervsliv både i og uden for Danmarks grænser.

Offentlige indkøb og investeringer, forskelsbehandling og arbejdsforhold for migrantarbejdere er blandt de udfordringer, Institut for Menneskerettigheder sætter fokus på i en ny rapport om menneskerettighederne i dansk erhvervsliv. Rapporten tager udgangspunkt i FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv. Det er første gang, instituttet laver en kortlægning på området.

”Vores analyser viser blandt andet, at der er behov for at styrke, fremme og prioritere de institutionelle rammer for menneskerettighederne i erhvervslivet, og vores arbejde stopper da heller ikke her. Instituttet vil i den kommende tid arbejde på at omsætte anbefalingerne i rapporten til praksis,” siger Cathrine Bloch Poulsen-Hansen, programleder ved Institut for Menneskerettigheder

Konkrete anbefalinger til fremtidige indsatser

I rapporten understreger instituttet, at det er i virksomhedernes egen interesse at respektere menneskerettighederne. Alligevel er der fortsat plads til forbedringer på menneskerettighedsområdet hos både myndigheder og virksomheder.

”Rapporten indeholder en række konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark kan styrke indsatsen for menneskerettigheder i erhvervslivet, det er disse anbefalinger der nu skal handles på,” siger Cathrine Bloch Poulsen-Hansen og tilføjer:

”Det kræver en fælles indsats fra både virksomheder, regeringen og civilsamfundet at skabe den udvikling og forandring der skal til for at fremme et bæredygtig dansk erhvervsliv, hvor menneskerettighederne prioriteres.”

Rapporten er lavet på baggrund af to dialogmøder med organisationer, myndigheder og enkeltpersoner, der kender til Danmarks indsats for at sikre menneskerettighederne i erhvervslivet. Derudover har instituttet interviewet centrale personer på området, og rapporten har været i offentlig høring, og har modtaget respons fra både civilsamfundsorganisationer, erhvervslivet og offentlige myndigheder.

Kontakt

Chefkonsulent og programleder, Menneskerettigheder, tech og erhverv