"Prisen for at stå frem og sige sandheden er urimelig høj"

”Jeg tænker tit, at hvis rollerne havde været byttet om, og vi var besat af irakere, der kom om natten, tæskede os og smed os i fængsel til tortur, så ville jeg håbe, at der bare var én officer på deres side, som ville sige stop og tale min sag. Det er det, som er min opgave.”

I 2012 gik Anders Kærgaard imod sin tidligere arbejdsgiver, Forsvaret, for at vidne til fordel for en gruppe irakere, der havde anlagt sag mod Danmark for medansvar for tortur. En sag, som Forsvaret nægtede ethvert kendskab til, og som kostede Anders Kærgaard mere end bare jobbet som efterretningsofficer.

I dag modtager han Rådet for Menneskerettigheders hæderspris for det mod, han viste ved at gå imod Forsvarets urigtige oplysninger.

Officeren der blæste i fløjten

Mens Anders Kærgaard var efterretningsofficer i Irak i 2004, så han videooptagelser af irakiske sikkerhedsstyrker, der sparkede tilbageholdte irakere under den dansk-ledede operation Green Desert. Det var danske soldater, som havde filmet videoen, men ingen havde stoppet overgrebne. Anders Kærgaard vurderede dengang, at det var vigtigere, at Danmark kunne blive i Irak for at garantere et demokratisk valg en måned senere, frem for at sige sandheden. Derfor sagde han ikke noget om videoen til nogen uden for forsvaret.

”Jeg lavede en afvejning, hvor jeg satte flertallet over den enkeltes rettigheder. Men jeg gik på kompromis med alle mine idealer i en misforstået loyalitet over for opgaven i Irak,” siger Anders Kærgaard.

Ifølge de tilbageholdte irakere fra operation Green Desert blev de udsat for op mod 70 dages tortur i et irakisk fængsel uden nogensinde at blive tiltalt. Flere år senere i 2012 lagde en gruppe af dem sag an mod den danske stat. Sagen har verseret ved de danske domstole lige siden, og skal nu behandles ved Østre Landsret.

Mens Anders Kærgaard følte sig absolut medansvarlig for den situation, irakerne var kommet i, nægtede Forsvaret at have kendskab til sagen. Anders Kærgaard forsøgte uden held at råbe både Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Hærens Operative Kommando op, da de svar, som blev givet i sagen, ikke var sande.

”Jeg svigtede i Irak, men jeg fik en chance mere til at gøre det, der er i overensstemmelse med mine værdier. Hvis jeg ikke havde grebet den, ville jeg have været verdens største lus og et skidt menneske. Når politikerne ikke vil løse den opgave, de er blevet sat til – nemlig at være demokratiets vogtere – må vi som borgere holde vores myndigheder ansvarlige,” siger Anders Kærgaard, der blev whistleblower, da han i 2012 trådte frem med optagelserne fra Irak, der dokumenterede Forsvarets fortielser.

Forsvarets anklagemyndighed Auditørkorpset krævede Anders Kærgaard fængslet i seks måneder, fordi han ikke ville oplyse navnet på den person, som sikrede at optagelserne ikke blev destrueret. Dommen endte med ugentlige bøder på i alt 13.000 kroner.

I kamp for menneskerettighederne

Som en del af Forsvaret tog Anders Kærgaard til Irak med gode intentioner om at skabe et demokrati og et samfund med respekt for menneskerettighederne. Oplevelserne i Irak vendte op og ned på hans opfattelse af verden, der blev præget af de gråzoner, de danske styrker bevægede sig i.

”Jeg kunne ikke længere se os som de ubetinget gode i krigen, for vi var med til at blåstemple, at irakerne fik mere af det, som vi havde lovet, det skulle være slut med,” siger Anders Kærgaard, der ikke har set noget, som kan være en begrundelse for, at Forsvaret gav køb på menneskerettighederne.

”Lige præcis i forhold til Irak tog vi derned for at etablere et demokratisk samfund, og vi kunne sagtens have sagt til irakerne, at de skulle stoppe overgrebne. Vi valgte i stedet at acceptere voldsomme overgreb på menneskerettighederne i en misforstået respekt overfor irakerne og deres måde at gøre det på,” siger Anders Kærgaard og tilføjer:

”Der må være nogle idealer og grundlæggende principper som menneskerettighederne, der er større end livet selv. Det er det, der er afgørende for, at jeg har været villig til at betale den pris, jeg har betalt.”

Sandhedens pris

Anders Kærgaard har i dag hverken kontakt til sin far eller ældste søn, og han står uden arbejde. Han har betalt en høj pris for at holde magthaverne ansvarlige for krænkelserne i Irak, og det bemærker Rådet for Menneskerettigheder også i sit valg af ham som modtager af Menneskerettighedsprisen.

”Mange i min omgangskreds kunne ikke acceptere, at vi blot havde nået en uenighed. Det blev en endegyldig afslutning på relationer og et spørgsmål om dem og os. Jeg angreb hele Forsvaret, og det kunne man ikke,” siger Anders Kærgaard, der ikke selv synes, at det var modigt, at han stod frem med optagelserne.

”For mig handler det om anstændighed og om at være et ordenligt menneske. Det ser jeg ikke som modigt, men som nødvendigt. Hvis jeg havde været modig, havde jeg insisteret på åbenhed den dag i Irak, hvor jeg blev opmærksom på, at der var begået overgreb.”

Et værn for fremtidige whistleblowere

Hvis det står til Anders Kærgaard, skal fremtidige whistleblowere ikke kæmpe alene mod et system med ubegrænsede ressourcer. Derfor har han været med til at stifte organisationen Veron, der tilbyder rådgivning, psykologhjælp og juridisk bistand til personer, som overvejer at blive whistleblowere.

”Prisen for at stå frem og sige sandheden er urimelig høj. Jeg synes, det er et afgørende demokratisk problem, at vi som borgere ikke længere kan stole på staten, fordi staten ikke nødvendigvis har interesse i, at vi kan stole på den,” siger Anders Kærgaard.

Han håber på, at Veron en dag bliver overflødig. Det sker den dag, der fra statens hånd bliver etableret et sted, hvor man som offentlig ansat kan henvende sig fortroligt og få sin sag undersøgt.