"Retsstatens grundlæggende fundament er ved at smuldre"

Af Louise Holck, direktør, Institut for Menneskerettigheder
Kronikken blev bragt første gang i Berlingske, 5. juni 2023

Når Danmark i dag fejrer Grundloven – en af verdens ældste forfatninger – betragtes det som en festdag for vores demokrati og en hyldest til grundlæggende menneskerettigheder.

Og ja, det er en festdag. Set i forhold til alt for mange andre steder i verden, hvor den helt basale retssikkerhed er sat ud af funktion eller aldrig har eksisteret på grund af antidemokratiske kræfter eller korruption, så har vi med vores grundlovssikrede rettigheder og demokratiske tradition meget værdifuldt at fejre 5. juni.

Men fejringen af grundlovsdag bør også give anledning til selvransagelse.

Mange af os tager nok for givet – og med rette – at den grundlæggende retssikkerhed i vores samfund fungerer, som den skal. At vi bliver behandlet på retfærdig og behørig vis, hvis vi kommer i berøring med offentlige instanser – kommuner, styrelser, retsvæsnet.

Det er den juridiske og moralske pagt, vi som borgere har indgået med statsmagten, mod at vi tillidsfuldt overlader så megen magt til staten som institution. En troværdig og retfærdig offentlig forvaltning og velfungerende domstole er selve forudsætningen for en velfungerende retsstat, som er en grundsten i menneskeretten.

Præmissen udfordret

Men præmissen for pagten mellem borger og system er ved at smuldre.

Lange sagsbehandlingstider og forhalede processer i retsvæsnet, i styrelser og kommuner betyder, at borgere må vente så længe på afgørelser, at det kan have alvorlige konsekvenser for den enkeltes familieliv, økonomi, trivsel og fremtid.

Et af de mest graverende problemer for retssikkerheden er presset på domstolene. Tvister forbliver uløste. Borgere – måske hele familier – lever i et limbo og kan ikke komme videre i deres liv, alt imens tilliden til domstolene undergraves.

I erkendelse af alvoren nedsatte den tidligere regering sidste år et udvalg med tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen for at finde tiltag, der kan lette presset på domstolene.

Samtidig har den nuværende regering i sit regeringsgrundlag et mål om at nedbringe ventetiden. Her er det helt afgørende, at en ny flerårsaftale om domstolenes økonomi munder ud i de fornødne ressourcer.

For status quo kan ikke fortsætte: I alvorlige straffesager er ventetiden næsten fordoblet siden 2018, og sagspresset smitter negativt af på sagsbehandlingstiden i civile sager.

Borgere opgiver

Det er ikke alene belastende for både system og borger. Det risikerer samtidig at få den konsekvens, at borgere helt fravælger at få prøvet deres civile sag ved domstolene, fordi det er for besværligt, økonomisk byrdefuldt og langstrakt. Siden 2009 er antallet af anlagte civile sager da også faldet over 40 procent. Det er der mange årsager til, men en af dem er med stor sandsynlighed den lange ventetid.

Ventetid har også store menneskelige omkostninger for sårbare borgere, der er i berøring med den offentlige forvaltning. I kommunerne oplever børn og voksne med handicap at skulle vente i månedsvis på afgørelser, der har fundamental betydning for deres egen og familiens livskvalitet.

I dag kan en kommune overtræde samtlige rettigheder i retssikkerhedsloven i forbindelse med en afgørelse, for eksempel vedrørende hjælpemidler, tilkendelse af førtidspension eller et specialskoletilbud til et barn med en udviklingsforstyrrelse uden sanktioner.

Hvis familien har overskud til at klage, kan sagen havne hos Ankestyrelsen, som ofte vil sende sagen tilbage til kommunen, fordi der er sket fejl i sagsbehandlingen. Den såkaldte hjemvisning betyder mere ventetid for borgeren, der fortsat må finde sig i at mangle den støtte, som i mange tilfælde er helt afgørende for at kunne leve et værdigt liv.

Et tredje område – i en langtfra udtømt liste af eksempler på, at ventetid undergraver følelsen af retssikkerhed – er varetægtsfængslinger.

I Danmark varetægtsfængsler vi i væsentligt længere tid end eksempelvis Sverige og Norge. Andelen af indsatte i de danske fængsler og arresthuse, der venter på en endelig dom – i 2021 udgjorde de 41 procent – er næsten dobbelt så høj som i de øvrige nordiske lande.

Og i Kriminalforsorgen oplever man, at varetægtsfængslede, der ønsker at anke deres dom, slet og ret undlader at gøre det, fordi de lange ventetider på ankesager blot vil forlænge tiden i varetægt.

Ejendomsvurderinger i limbo

Så er der boligområdet. En række indførte love udskyder borgeres og virksomheders klageadgang i forbindelse med nye ejendomsvurderinger. Selvom det længe har været hensigten, at ejendomsbeskatning skal vurderes efter et nyt system, gælder ejendomsvurderingerne fra 2011 og 2012 stadig.

Nye ejendomsvurderinger forventes tidligst at være på plads til næste år. I mellemtiden har Folketinget indført en lov, der udskyder boligejernes ret til at klage over de videreførte ejendomsvurderinger, indtil det nye vurderingssystem er klar. I praksis kan boligejere altså betale for meget i skat for deres hjem i årevis uden at kunne klage.

Samme problematik gælder også for et nyt lovforslag fra januar i år, der indebærer, at de nye ejendomsvurderinger i første omgang vil bestå af foreløbige vurderinger, og at det hverken vil være muligt at gøre indsigelser over de data, der ligger til grund for vurderingerne, eller klage over de foreløbige vurderinger.

Retten til at klage over myndighedernes afgørelser er ellers en grundlæggende retssikkerhedsgaranti. Skatteministeriet har selv gjort opmærksom på, at den udskudte klageadgang kan udgøre et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13 om adgang til et effektivt retsmiddel.

Hvis ikke ventetiderne i borgernes kontakt med myndighederne forkortes – ved domstolene såvel som i forvaltningen, er den helt grundlæggende præmis for vores retssikkerhed i fare. Retssikkerhed er også ret til tiden, hvis pagten mellem individ og stat skal bestå.