Usikker fremtid for forældre med handicap

Landsretten har netop valgt at stadfæste byrettens afgørelse i en sag om en hjerneskadet mor og hendes datter, som kommunen har ønsket at tvangsbortadoptere. Det betyder, at den syvårige pige nu vil blive tvangsadopteret til sin plejefamilie. Sagen er principiel, fordi det er en af de første sager om tvangsbortadoption af et barn med en mor med handicap.
Ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg hos Institut for Menneskerettigheder finder afgørelsen problematisk, fordi Landsretten ikke har gjort det klart, hvorfor en tvangsbortadoption er nødvendig.

”Tvangsbortadoption er så indgribende at det aldrig må gøres, så længe der er andre muligheder til stede. Det er derfor bekymrende, at Landsretten ikke gør mere ud af at forklare, hvad det specielle er i denne sag, som gør det nødvendigt at tvangsbortadoptere barnet,” siger Maria Ventegodt Liisberg og tilføjer:

”Med den begrænsede information Landsretten giver, er det ikke til at forudse, hvad denne principielle dom får af konsekvenser for andre forældre med handicap og deres børn.”

Ny lov vil lempe krav til tvangsbortadoption

Folketinget behandler i disse dage et lovforslag, der har til formål at gøre det lettere at tvangsbortadoptere børn. I instituttets høringssvar til lovforslaget, som nu ser ud til at blive vedtaget, understregede vi, at det er nødvendigt, at forældres ret til støtte til at udøve forældrerollen styrkes. I dag er det i høj grad op til den enkelte kommune at afgøre, hvorvidt der skal gives støtte til at udøve forældrerollen. Selvom regeringen har styrket vejledningerne til serviceloven, fremgår retten til støtte ikke af selve lovgivningen.

”Dommen bekræfter den bekymring, vi hele tiden har haft omkring lovforslaget. Kommunerne skal på den ene side stå for at styrke og bevare båndet mellem forældre og barn,men har på den anden side mulighed for at vælge tvangsbortadoption.Der er risiko for, at den første del af opgaven ikke varetages ordentligt,” siger Maria Ventegodt Liisberg.

Højesteret bør høres

I den aktuelle sag har den biologiske mor frivilligt anbragt sin datter hos plejefamilien, siden datteren var fem dage gammel. Mor og datter har haft kontakt til hinanden siden anbringelsen, og barnet er aldrig blevet skadet af moren. I sin afgørelse om tvangsbortadoptionen lægger Landsretten blandt andet til grund, at moren varigt vil være ude af stand til at drage omsorg for sin datter, og at barnet opfatter sine plejeforældre som sine forældre og føler, at hun hører til hos dem.

Maria Ventegodt Liisberg mener, at Landsretten burde forklare, hvordan denne sag adskiller sig fra andre sager med forældre med handicap, der varigt vil have brug for støtte til at drage omsorg for deres børn og derfor har børnene frivilligt anbragt uden for hjemmet.

Institut for Menneskerettigheder opfordrer til, at sagen føres videre til Højesteret.