Artikel 15
Bestemmelsen understreger, at personer med handicap på lige fod med andre ikke må udsættes for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I henhold til FN’s Torturkonvention skal følgende tre betingelser være tilstede, før der er tale om tortur: 1) stærk smerte eller lidelse, 2) bevidst påført med henblik på at fremskaffe oplysninger, straffe, skræmme, lægge tvang på eller forskelsbehandle, 3) af eller på opfordring af en offentligt ansat eller en anden person, der virker i embedsmedfør.
Formuleringen ”grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling” findes også i artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD)viser, at disse udtryk kan dække over mange forskellige ting. ”Umenneskelig” behandling defineres som ”intens fysisk eller psykisk lidelse”. Ved vurderingen af, om en behandling er ”nedværdigende”, lægges vægt på, om behandlingen gav eller kunne give anledning til en følelse af frygt, angst eller mindreværd, som var egnet til at nedbryde eller ydmyge borgeren. Mange ting spiller ind i denne vurdering: formålet med behandlingen, behandlingens varighed, de fysiske og psykiske virkninger af behandlingen samt borgerens køn, alder, sundhedstilstand, kulturelle og etniske baggrund m.v.
Det er ikke enhver nedværdigende behandling, der falder ind under bestemmelsen. Den skal gå ud over det element af lidelse og ydmygelse, der ofte kan være en følge af en lovlig behandling, tvang eller straf.
Det er en konsekvens af bestemmelsen, at personer med handicap, som frihedsberøves, skal være frihedsberøvet under forhold, som tager hensyn til deres funktionsnedsættelse, jf. også artikel 14. De første afgørelser om krænkelser af EMRK og FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, hvor handicap var relevant, angik netop manglende tilpasning af afsoningsforhold til særlige behov, som følger af handicap. Se beskrivelser og links til sagerne underafgørelser.
Det understreges også i artikel 15, at staten gennem lovgivning m.m. harpligt til at forebygge, at tortur ikke finder sted.
Denne bestemmelse er tæt forbundet med artikel 14 om forholdene under frihedsberøvelser og artikel 17, som forbyder krænkelser af den personlige integritet.