Artikel 44

Artikel 44 - Organisationer for regional integration (EU)

Det følger af artikel 44, at ’organisationer for regional integration’ kan tiltræde handicapkonventionen og være bundet af den. Bestemmelsen er skrevet med tanke på bl.a. EU. Det er første gang en sådan bestemmelse findes i en FN-konvention, og FN’s Handicapkonvention er den første menneskerettighedskonvention, EU har tiltrådt.

EU tiltrådte handicapkonventionen den 23. december 2010. Beslutningen om at tiltræde den blev truffet ved Rådsafgørelse 2010/48 den 26. november 2009. EU tog ved tiltrædelsen forbehold i forhold til artikel 27 stk. 1, idet EU ikke ønsker at være forpligtet til at lade forbuddet mod diskrimination på grund af handicap gælde fuldt ud for de væbnede styrker.

Bilag 2 til Rådsafgørelsen indeholder en erklæring om, i hvilket omfang EU og medlemsstaterne er forpligtet til alene eller i fællesskab at opfylde konventionen. Denne erklæring forklarer, på hvilke områder EU har a) enekompetence, b) fælles kompetence med medlemsstaterne og 3) ikke har kompetence.