Artikel 23

Artikel 23 - Respekt for hjemmet og familien

Bestemmelsen fastslår, at personer med handicap har ret til at indgå ægteskab, være en del af en familie og blive forældre på lige vilkår med andre mennesker.

Personer med handicap har ret til at bestemme, om de vil have børn, og hvornår de ønsker at få børn på lige vilkår med andre. I forlængelse heraf skal personer med handicap have adgang til alderssvarende seksualundervisning.

Desuden må forældre med handicap ikke få frataget forældremyndigheden udelukkende med henvisning til deres handicap. Forældre med handicap skal have passende bistand til at være forældre og barnets tarv skal altid være af altafgørende betydning.

Børn med handicap har ret til et familieliv. Børn med handicap må ikke adskilles fra deres forældre med mindre det er nødvendigt af hensyn til barnets tarv.

Forældre til børn med handicap skal have støtte, så barnet kan blive passet i hjemmet. Hvis den nærmeste familie ikke er i stand til at passe barnet, skal Danmark gøre alt for at sikre pasning blandt andre familiemedlemmer. Hvis dette ikke er muligt, skal pasning helst ske i familielignende omgivelser.

Det første udkast til artiklen fra arbejdsgruppen under Ad-Hoc Komiteen, som havde til ansvar at udfærdige konventionen, indeholdt oprindeligt også en tekst om, at man skulle bekæmpe negative holdninger vedrørende personer med handicap og seksualitet. Nogle lande fandt imidlertid, at henvisningen til seksualitet i sig selv var problematisk, hvorfor henvisningen ikke er med i den endelige udgave af bestemmelsen.