Artikel 3

Artikel 3 - Generelle principper

I artikel 3 beskrives de grundlæggende principper i konventionen. Alle bestemmelserne i konventionen skal læses i lyset af disse principper, dvs. at konventionen skal gennemføres i de enkelte lande på en måde, som bedst muligt sikrer virkeliggørelsen af disse principper. Wienertraktaten om traktatret, artikel 31(1), fastslår, at internationale konventioner skal fortolkes med formålet og grundlæggende principper for øje.

De otte principper, som nævnes i artikel 3, ligger til grund for hele konventionen:

  1. Respekt for menneskets naturlige værdighed og personlige autonomi. Naturlig værdighed er et grundlæggende princip for menneskeretten som sådan, og princippet nævnes i præamblerne til FN’s Menneskerettighedsdeklaration fra 1948 og samtlige FN-menneskerettighedskonventioner. Alle mennesker, uanset deres livsvilkår, handicap eller evner, har krav på respekt for deres menneskelige værdighed. “Personlig autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer” omhandler den personlige selvbestemmelse. Anerkendelsen af dette princip skal understrege, at konventionen sigter på at forbedre mulighederne for, at personer med handicap kan leve et uafhængigt liv og selv træffe beslutninger, som angår dem selv.
  2. Ikke-diskrimination. Anerkendelsen af princippet understreger, at beskyttelsen mod diskrimination har en central betydning i forhold til personer med handicap. Det forhold, at man ikke nøjes med at nævne princippet om lighed, men også nævner ikke-diskrimination, understreger, at konventionen er rettighedsbaseret. Den enkelte person skal sikres en rettighed til ikke at blive udsat for diskrimination, som kan håndhæves ved domstolene. Det er ikke tilstrækkeligt blot at stræbe efter lighed. I så godt som alle materielle bestemmelser i konventionen fra artikel 6 til 30 understreges det, at personer med handicap har lige ret til at nyde den pågældende rettighed og ikke må blive diskrimineret i forhold til den. Princippet om ikke-diskrimination er tæt forbundet med princippet om lige muligheder under punkt 5.
  3. Fuld og effektiv deltagelse og inklusion. De indebærer, at samfundets generelle strukturer skal være inkluderende og gøre det muligt for personer med handicap at deltage. Disse principper skal ses i sammenhæng med beskrivelsen af begrebet handicap i artikel 1, hvorefter handicap opstår i mødet mellem funktionsnedsættelse og barrierer i samfundet.
  4. Respekt for og accept af forskellighed og mangfoldighed. Disse principper signalerer, at samfundets generelle strukturer skal ændres, for at personer med handicap kan være en del af menneskeheden på lige vilkår med andre. Mennesker med handicap udgør en del af den menneskelige mangfoldighed, og et samfund, som afspejler dette, muliggør deltagelse, inklusion og adgang til alle menneskerettigheder også for personer med handicap.
  5. Lige muligheder. Dette nævnes, fordi lighed har været anerkendt som et grundlæggende princip i præamblerne til FN’s Menneskerettighedsdeklaration og alle FN-menneskerettighedskonventioner. For at opnå lige muligheder må man tage hensyn til forskellighed og sikre, at samfundets strukturer afspejler den menneskelige mangfoldighed, herunder handicap. Princippet om lige muligheder er tæt forbundet med princippet om ikke-diskrimination.
  6. Tilgængelighed.Princippet om tilgængelighed er nyt i forhold til tidligere FN-menneskerettighedskonventioner. Dette princip betyder, at samfundets strukturer skal ændres for, at personer med handicap får lige muligheder. Princippet udmøntes i artikel 9 og medfører en forpligtelse til at sikre tilgængelighed for personer med handicap.
  7. Ligestilling mellem mænd og kvinder. Princippet understreger, at der skal stræbes efter lighed mellem kønnene. Dette princip udmøntes i konkrete rettigheder, f.eks. artikel 6 om kvinder med handicap og artikel 7 om børn med handicap.
  8. Børns udviklingsmuligheder og identitet. Principperne ligger tæt op ad Børnekonventionens artikel 5, 12 og 14. Det understreger, at man i fortolkningen af staternes forpligtelser under konventionen skal stræbe efter at sikre, at børn med handicap får samme muligheder for faglig og personlig udvikling som andre børn. Princippet nævnes også i artikel 7 om børn med handicap.