Artikel 24
Formål med og definition af inkluderende uddannelse
Artikel 24 (1) fastslår, at uddannelse har flere formål; blandt andet at opnå alle menneskers fulde personlige udvikling og at gøre det muligt for personer med handicap at deltage på lige vilkår med andre i samfundet. Disse mål skal opnås gennem skabelsen af et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer.
Det er en nyskabelse, at handicapkonventionen forpligter deltagerstaterne til at skabe et inkluderende uddannelsessystem. Det er resultatet af en lang udvikling inden for menneskeretten under blandt andet FN og i Europa. For eksempel fremgik begrebet inkluderende uddannelse ikke af FN’s Børnekonvention fra 1989, men komitéen under børnekonventionen har senere anbefalet etableringen af inkluderende skoler. Se også den Reviderede Europæiske Socialpagt artikel 15 fra 1996, som tager et skridt i samme retning. Desuden er inklusion særligt beskrevet i Salamanca-erklæringen fra 1994.
Det inkluderende uddannelsessystem defineres ikke i artikel 24, men helt overordnet står ideen om et inkluderende uddannelsessystem i modsætning til ideen om et uddannelsessystem, som bygger på separate uddannelsestilbud til elever med særlige behov. Den inkluderende skole tilgodeser alle børns behov for faglig og social udvikling.
Indgreb i retten til inkluderende uddannelse
Artikel 24(2) anviser, hvordan denne ret til inkluderende uddannelse skal virkeliggøres. Ifølge artikel 24(2)(a) må personer med handicap ikke udelukkes fra det “almindelige uddannelsessystem” på grund af deres handicap. Ordet uddannelsessystem bruges for at understrege, at bestemmelsen ikke bare omfatter grundskolen, men også undervisning på mellemtrin og alle andre niveauer i uddannelsessystemet. Ordet ”almindelig” betyder, at børn med handicap har ret til undervisning i de almindelige uddannelsestilbud i modsætning til de specielle uddannelsestilbud. Denne ret til at modtage undervisning i almindelige uddannelsestilbud er dog ikke absolut, hvilket fremgår af undtagelserne i artikel 24(2)(e) og artikel 24(3). Men det forhold, at retten anerkendes, betyder, at placeringen i specialtilbud imod elevens vilje skal ses som et indgreb. Hvis en elev placeres i specialtilbud imod dennes vilje, skal placeringen derfor kunne retfærdiggøres ud fra kriterier om saglighed og proportionalitet.
Artikel 24(2)(b) angår i modsætning til artikel 24(2)(a) kun grundskolen og undervisning på mellemtrin, dvs. bl.a. folkeskolen. Det præciseres, at retten til inkluderende uddannelse også betyder, at børn med handicap har ret til at modtage undervisning på skoler i deres lokalsamfund på lige vilkår med andre børn. Igen er der ikke tale om en absolut ret.
Ret til tilpasning for særlige behov og nødvendig støtte i det almindelige system
Artikel 24(2)(c) understreger, at der skal foretages en tilpasning i forhold til de særlige behov, som måtte følge af et handicap. Retten til en inkluderende uddannelse skal derfor forstås i lyset af retten til tilpasning i rimeligt omfang. Begrebet “tilpasning i rimeligt omfang” defineres i artikel 2. Det følger af artikel 2 og artikel 5, at manglende opfyldelse af forpligtelsen til at yde tilpasning i rimeligt omfang udgør diskrimination. Staterne har altså pligt til at sørge for, at der findes en effektiv beskyttelse mod diskrimination også på uddannelsesområdet.
Artikel 24(2)(d) fastslår en ret til at modtage nødvendig støtte i det almindelige uddannelsessystem for at lette det, konventionen kalder den effektive uddannelse. Der er tale om en præcisering af, hvad staterne skal gøre for at skabe en inkluderende skole.
Ret til effektive individuelle støtteforanstaltninger
Det fremgår af Artikel 24(2)(e), at der skal ydes “effektive individuelle støtteforanstaltninger i omgivelser, der giver størst mulig akademisk og social udvikling i overensstemmelse med målet om fuld inkludering”. Det var meget omdiskuteret under forhandlingerne af denne bestemmelse, om man skulle nævne muligheden for at få specialundervisning. Resultatet blev, at man udtrykkeligt nævner muligheden i forhold til børn, som er døve og blinde (jf. artikel 24 (3)), men ikke i forhold til børn med andre handicap. Her bruges det blødere udtryk støtteforanstaltninger. Det følger dog af en almindelig sproglig fortolkning, at man i artikel 24(2)(e) ikke kræver, at støtten gives i det almindelige uddannelsessystem, som i det foregående litra (d).
Specialundervisning i segregerede former er derfor ikke forbudt, men skal gives med målet om fuld inkludering for øje. Specialundervisning i segregerede former anses således for en undtagelse.
Tegnsprog
Artikel 24(3) omhandler retten til at lære livs- og socialt udviklende færdigheder, herunder tegnsprog og punktskrift. Det fremgår af artikel 24(3)(c), at undervisningen af døve, blinde og døvblinde skal ”gives i omgivelser, der giver størst mulig boglig og social udvikling”. Det følger af diskussionerne i Ad-Hoc Komitéen, som skrev konventionen, at dette var udtryk for en anerkendelse af et særligt ønske om adgang til segregerede skoler blandt organisationerne, som repræsenterede disse grupper.
Det understreges i artikel 24(3)(b), at staterne skal fremme indlæringen af tegnsprog samt fremme døvesamfundets sproglige identitet. Det følger heraf, at alle som opfatter sig selv som værende en del af døvesamfundet bør have let adgang til at lære tegnsprog og til at have det som første sprog. Det forhold, at døvesamfundets sproglige identitet skal fremmes, betyder at tegnsprog bør blive anerkendt som sprog, og at dokumentation og udviklingen af sproget bør understøttes.
Artikel 24(4) understreger, at det er nødvendigt, at lærere og andet personale er uddannet til at arbejde med personer med handicap, og at der fx er lærere, som har kompetence i tegnsprog.
Adgang til videregående uddannelse
Artikel 24(5) understreger, at personer med handicap skal have adgang til videregående uddannelser og andre uddannelser til voksne på lige fod med andre.