Nyhed

Menneskerettighedsdomstol: Ok at udvise tyrkisk mand født i Danmark

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg Foto: Colourbox
Det var i orden, at landsretten udviste narkodømt tyrkisk mand. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tirsdag dømt i Danmarks favør.

Det var ikke i strid med retten til privatliv, da Østre Landsret 17. januar 2019 udviste en tyrkisk mand med permanent indrejseforbud.

Sådan lyder afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tirsdag i sagen Avci mod Danmark.

”Det kommer ikke bag på mig, at Menneskerettighedsdomstolen bakker Danmark op i den her sag. Byretten og landsretten har afvejet menneskeretten grundigt, og så anerkender Menneskerettighedsdomstolen ofte deres vurderinger,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

"Det er værd at bemærke, at tre ud af syv dommere var uenige i dommen, blandt andet fordi indrejseforbuddet i denne sag er permanent. Det er en reminder om, at danske domstole bør være omhyggelige, når de bestemmer, hvor længe et indrejseforbud skal gælde.” 

Domstol ser med stor alvor på narkokriminalitet

Manden, der har rejst klagen ved Menneskerettighedsdomstolen, er født og opvokset i Danmark og har tyrkisk statsborgerskab.

Udvisningsdommen faldt, da manden blev idømt fire års fængsel for alvorlig narkokriminalitet i en sag om handel med et kilo kokain. På den baggrund vurderede Østre Landsret, at der var risiko for, at manden ville genoptage narkotikakriminaliteten efter afsoning. Han var tidligere straffet med 20 dages betinget fængsel for blandt andet at hjælpe en medindsat med at flygte.

”Menneskerettighedsdomstolen vurderer, at så grov narkotikakriminalitet kan true og skade et samfund. Dermed finder den, at det er i orden at udvise den dømte,” forklarer Louise Holck.

Manden har endnu ikke stiftet familie. Østre Landsret vurderede i forbindelse med udvisningsdommen, at han er bekendt med både kurdisk sprog og kultur, og at han har forudsætningerne for at etablere et liv i Tyrkiet.

Kort om sagen: Avci mod Danmark

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tirsdag 30. november 2021 afgjort sagen Avci mod Danmark.

Fire ud af syv dommere gav Danmark ret i, at udvisning ikke udgjorde en krænkelse af retten til privatliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Det væsentligste stridspunkt blandt dommerne i sagen var det permanente indrejseforbud.

De fire dommere, der stemte for at afvise klagen, lagde vægt på, at:

  • Både byretten og landsretten har foretaget en grundig vurdering af sagen, og Menneskerettighedsdomstolen bør derfor være tilbageholdende med at tilsidesætte den nationale vurdering
  • Der var tale om narkotikakriminalitet, som Menneskerettighedsdomstolen ser med stor alvor på
  • Menneskerettighedsdomstolen anser på baggrund af den seneste kriminalitet klageren for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, hvilket underbygges af klagerens tidligere kriminalitet 

De tre dommere, der stemte for en dom mod Danmark, mente ikke, at flertallets argumentation passer med Domstolens øvrige praksis for udvisning af veletablerede migranter med et permanent indrejseforbud. De tre dommere henviser til, at sagen Abdi mod Danmark i væsentlig grad ligner denne sag.

I sagen Abdi mod Danmark nåede Menneskerettighedsdomstol enstemmigt frem til, at Danmark havde krænket artikel 8 ved at udvise en somalisk mand med et permanent indrejseforbud. Sagen Abdi mod Danmark er endnu ikke endelig, og regeringen har sagt, at den vil søge sagen indbragt for Storkammeret.