Nyhed

Stramme statsborgerskabsregler rammer især ældre og kortuddannede

Institut for Menneskerettigheder satte på seminar fokus på udfordringerne ved at stramme de danske regler for statsborgerskab.

Regeringen har varslet stramninger af kravene til opnåelse af dansk statsborgerskab. Derfor inviterede Institut for Menneskerettigheder i slutningen af november eksperter på området til et seminar om lovgivningen om statsborgerskab. På seminaret drøftede de indbudte eksperter og et stort antal tilhørere, hvad det vil betyde, hvis barren for at få statsborgerskab hæves, og flere dermed vil være forhindret i at få dansk statsborgerskab.

Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Ersbøll indledte med at give et overblik over dansk statsborgerskabslovgivning og de komplicerede regler, der i dag gælder.

”Ikke alle har mulighed for at opfylde kravene i dag. Det gælder også statsløse, for hvem statsborgerskab er af allerstørste betydning. Hvis Danmark skal leve op til UNHCR’s mål om at gøre en ende på statsløshed inden 2024, ligger der her en opgave for lovgiver,” pointerede Eva Ersbøll.

I Danmark bor der knap 8.000 statsløse personer, heraf mere end 520 statsløse børn og unge, som er født i Danmark, og som derfor har ret til dansk statsborgerskab.

Diskrimination af ansøgere med handicap

Advokat Bjørn Dilou Jacobsen fra Homann Advokater har ført nogle af de senere års mest principielle retssager om statsborgerskab. Han fortalte om statsborgerskabets store betydning for de udlændinge, der på grund af langvarige funktionsnedsættelser ikke kan opfylde de almindelige krav til statsborgerskab, men som alligevel ofte får afslag på dispensation fra Folketingets Indfødsretsudvalg.

Københavns Byret har i en dom fra september 2017 fundet, at der ved afslag på dispensation i en sygdomssag er sket diskrimination på grund af handicap i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Dette kan få stor betydning for andre med langvarige funktionsnedsættelser.

Statsborgerskab kan give bedre integration på arbejdsmarkedet

Post Doc ved Lund Universitet Anna Tegunimataka fortalte om, hvilken betydning det har for samfundet, når indvandrere i Skandinavien får statsborgerskab.

”Tidligere forskning tyder på, at indvandrere, der bliver statsborgere, klarer sig bedre på arbejdsmarkedet, men billedet er mere komplekst end som så, for der er mange faktorer, der spiller ind. Det gælder både individuelle og kontekstuelle faktorer i oprindelseslande og værtslande,” fortalte Anna Tegunimataka.

Forskningen viser imidlertid konsekvent, at indvandrere fra Asien og Afrika, der får statsborgerskab, er bedre integreret på arbejdsmarkedet. Det gælder både i Danmark og Sverige, så forskellene på systemerne synes ikke at have betydning. Forskningen peger desuden på, at statsborgerskab er særligt betydningsfuldt for indvandrergrupper, som ofte diskrimineres på arbejdsmarkedet.

Sprogkrav gør det svært for flygtninge at få statsborgerskab

Afslutningsvist talte lektor ved Aarhus Universitet Per Mouritsen om den restriktive danske statsborgerskabslovgivnings selektive virkning. Der sker en selektion blandt ansøgerne på baggrund af bl.a. alder, uddannelsesniveau og køn.

”Flygtninge er gennemgående ældre og mindre uddannede end andre ansøgergrupper og har dermed også vanskeligere ved at opnå dansk statsborgerskab, hvor særligt sprogkravet virker ekskluderende denne gruppe”, sagde Per Mouritsen.

Statistiske oplysninger viser, at blandt de flygtninge, som fik asyl fra 2001-2009, ville kun 22,8 % kunne opfylde de gældende sprogkrav, selvforsørgelseskrav og vandelskrav til statsborgerskab i en etårsperiode i tiden 2010-2014. En større del på 36,7 % ville kunne opfylde de tidligere gældende krav, og ser vi f.eks. på kravene til statsborgerskab i Norge, ville 66,4 % kunne opfylde dem.

Læs mere:

Bjørn Dilou Jacobsen: Handicapdiskrimination i forbindelse med afslag på ansøgning om dansk statsborgerskab

Anna Tegunimataka: Naturalization and Earnings: A Denmark–Sweden Comparison

Per Mouritsen: Hvem er folket? Flygtninge og adgangen til dansk statsborgerskab