Handicapbarometeret

Handicapbarometeret er Institut for Menneskerettigheders løbende status på lige rettigheder og levevilkår for mennesker med handicap i Danmark.

Handicapbarometer.dk er en lettilgængelig kilde til viden om mennesker med handicap, skabt på et solidt fundament af grundigt indsamlet og behandlet data.

På den måde er barometeret et redskab for alle, der arbejder med handicappolitik – fra kommunale handicapråd over embedsmænd til forskere og handicaporganisationer.

Handicapbarometeret skal ses som del af Institut for Menneskerettigheders særlige opgave med at fremme og overvåge gennemførslen af FN’s Handicapkonvention i Danmark.

Instituttet undersøger, hvordan det går med at opfylde menneskerettighederne for personer med handicap ved at fokusere på disse ti samfundsområder:

  1. Lighed og ikke-diskrimination
  2. Vold
  3. Tilgængelighed og mobilitet
  4. Frihed og personlig integritet
  5. Selvstændigt liv og samfundsinklusion
  6. Uddannelse
  7. Sundhed
  8. Beskæftigelse
  9. Social Tryghed
  10. Politisk deltagelse

Vi er i stand til at sammenligne levevilkårene for mennesker med handicap i forhold til resten af befolkningen i år 2012 og 2016. Næste gang tallene opdateres er i år 2020.

Hvad viser handicapbarometeret?

9 ud af 10 områder er personer med handicap betydeligt ringere stillet end resten af befolkningen.

Når det kommer til vold, diskrimination, tilgængelighed og uddannelse har mennesker med handicap generelt fået dårligere levevilkår.

Kun inden for beskæftigelse oplever mennesker med handicap, lige som alle andre samfundsgrupper, et fald i arbejdsløshed.

Læs mere på handicapbaromater.dk

Handicapbarometer.dk er blevet til på baggrund af en omfattende inkludering af myndigheder, embedsmænd, forskere og ikke mindst repræsentanter fra handicaporganisationerne. Er du interesseret i at læse mere om denne proces, se rapporten Guldindikatorerne (arbejdstitel) og dette notat fra følgegruppearbejdet.