Nyhed

Arik rapper om konsekvenserne ved at bo halvdelen af sine teenageår i danske asylcentre

Arik, rapper, Re:Act Human Rights
Slukkede fremtidsdrømme, modløse barneblikke og dødsangst er i fokus i 22-årige iransk-kurdiske Ariks rap-tekster. Mød ham på spillestedet Union i København, 2. april.

Arik var 15-år gammel, da han i 2015 flygtede sammen med sine forældre og sin lillebror fra Iran til Danmark. Da han ankom til Sandholmlejren, forestillede Arik sig, at opholdet i det danske modtagecenter ville være en kort affære. 

Når Udlændingestyrelsen hørte, hvorfor Ariks familie var nødt til at flygte, ville de selvfølgelig få opholdstilladelse. Arik ville kunne starte i en dansk skole, udvikle sig som rap-musiker, få nye venner og ligesom andre unge lægge planer for sin fremtid. Det var sådan han forestillede sig det. 

Sådan kom det ikke til at gå. Den unge rapper med iransk-kurdisk baggrund endte med at tilbringe over halvdelen af sine teenageår i fem forskellige asylcentre i Danmark. Efter fem års sagsbehandlingstid, hvor Arik og hans familie fik to afslag, tildelte Udlændingestyrelsen i 2020 endeligt Arik og hans familie midlertidig opholdstilladelse.

”Jeg er dybt taknemmelig for, at vi fik den opholdstilladelse. Det er en stor lettelse, men jeg er mærket af de år, jeg boede på fem forskellige asylcentre, og de mange ødelagte og modløse mennesker, jeg mødte der.” 

I dag er han ved at uddanne sig til social- og sundshedsassistent på FGU og bruger en stor del af sin fritid på at udtrykke sine følelser og politiske budskaber i rap-tekster. Flere af teksterne handler om de år, hvor hans egne fremtidsdrømme blev slukket, og han mødte alt for mange afghanske og syriske børn, der var ramt af modløshed og angst.

”Når du bor på et asylcenter, kan du ikke planlægge din fremtid. Jeg var altid bekymret. Hvor kommer jeg til at bo? Får jeg mulighed for at uddanne mig? Bliver vi sendt tilbage til det regime, som vil forfølge os? Mennesker, som får frataget muligheden for at drømme, og som ikke har mulighed for at leve et normalt liv med skole og arbejde, bliver psykisk syge,” siger Arik. 

Det gør ondt på ham at tænke på de mange mennesker, der i modsætning til ham, har fået afslag på deres ansøgninger om asyl.

”Jeg skriver sangene for deres skyld.”

DELTAG I RE:ACT
  • 2. april lægger spillestedet UNION rammerne om RE:ACT. Her kan du møde Babak Vakili, Yukka, Arik, Ilias, Urban Connection (DJ Collective) og Zine workshop
     
  • Bag eventen står Rapolitics, Undertonen og Menneskerettighedsalliancen
HVAD ER RE:ACT

Over hele Danmark arrangerer RE:ACT koncerter, workshops og festivaler, der fremmer menneskerettigheder og kunstnerisk aktivisme.

Bag RE:ACT står Roskilde Festival, Menneskerettighedsalliancen og Rapolitics. Indsatsen er støttet af CISU og Tuborgfondet