DEBAT: Sjældent har vores grundlovssikrede rettigheder været så begrænsede

Af Louise Holck, konstitueret direktør, Institut for Menneskerettigheder. Debatindlægget blev bragt hos Altinget 5. juni 2020.

Lad os være ærlige. Hvor ofte tænker vi egentlig på Danmarks Riges Grundlov i de 364 dage, det ikke er grundlovsdag?

På Institut for Menneskerettigheder er grundloven naturligvis en væsentlig rettesnor, men der er nok flere, der sjældent skænker de 89 paragraffer mange tanker. 

Sådan er det jo nok ofte med det, vi har tendens til at tage for givet.

Men de seneste måneder har været anderledes. Pludselig har jeg måttet tælle på fingrene, inden jeg mødtes med venner og bekendte et offentligt sted, og helst har jeg skullet holde mig hjemme.

Med forsamlingsforbuddet har vi alle pludselig skullet leve med vidtgående indgreb i en af de mest centrale rettigheder, som grundloven sikrer os. Og pludselig virker grundlovsdag vigtigere, end den har været længe.

Forsamlingsfriheden begrænses

På denne dag fejrer vi blandt andet, at vi som borgere i Danmark har friheden til at ytre os, samle os og have indflydelse på det samfund, vi lever i. 

Forsamlingsfriheden hænger uløseligt sammen med den demokratiske samtale, hvor vi kan lytte til hinanden og lade meninger brydes.

Noget, vi især er vant til at gøre på dage som i dag, men som vi lige præcis i år må gøre på en anderledes måde, fordi vores frihed er kraftigt begrænset. 

Mens grundloven slår fast, at borgere i Danmark for eksempel har ”ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede”, er loven anderledes tavs omkring, hvornår staten må lave begrænsninger i fredelige forsamlinger. 

Den gældende tolkning af grundloven antager, at en generel begrænsning, som for eksempel et forsamlingsforbud, skal være nødvendig og proportional.

Restriktionens proportionalitet

Da regeringen i marts indførte forsamlingsforbuddet, vurderede den, at risikoen for en ukontrolleret coronaepidemi i samfundet udgjorde en så stor trussel, at borgernes grundlovssikrede rettigheder kunne begrænses så kraftigt, som det skete. Blandt andet ved, at vi kun må samles højst ti personer.

Den vurdering havde regeringen højst sandsynligt ret i. Det er en af konklusionerne i en analyse af coronalovgivningen, som vi i Institut for Menneskerettigheder har udgivet i dag sammen med Advokatsamfundet.

Men uanset om vurderingen var korrekt tilbage i marts, så er det afgørende, at så vidtgående indgreb ophæves, så snart der ikke længere er behov for det.

Det juridiske princip om proportionalitet gælder også i krisetider, og det betyder, at staten ikke må indføre mere vidtgående indgreb i borgernes rettigheder end dem, der er absolut nødvendige.

Under coronaepidemien vil det sige, at vi ikke må få begrænset vores rettigheder mere end det, der skal til for at holde smitten under kontrol. 

I den seneste tid er smitten gået gevaldigt ned, og der er ikke længere flere hundrede indlagte med covid-19 ad gangen.

Dette på trods af, at samfundet gradvist er åbnet mere og mere igen efter nedlukningen. Som tiden går, er det sværere og sværere at se grunden til at fastholde et forbud mod forsamlinger på helt ned til elleve personer.

Mon ikke vi meget snart igen vil kunne mødes med venner og bekendte, uden at skulle tælle helt så nidkært efter?