Nyhed

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol giver Danmark medhold i udvisningssager

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Afgørelserne bekræfter, at Menneskerettighedsdomstolen ikke vil gå imod nationale domstole, hvis de har været grundige i deres vurdering af de menneskeretlige perspektiver i udvisningssager.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dag givet Danmark medhold i seks udvisningssager. Menneskerettighedsdomstolen har i alle seks sager vurderet, at der ingen stærke begrundelser har været for at gå imod de danske domstoles vurdering og har derfor givet domstolene medhold i, at de dømte kan udvises og permanent forbydes indrejse i Danmark.

Alle dømte har stærk tilknytning til Danmark, og udvisning kræver derfor en væsentlig begrundelse. Derfor har sagerne været komplekse, og siden 2023, hvor Menneskerettighedsdomstolen gik imod to danske domme, har der været rejst tvivl om, hvorvidt Menneskerettighedsdomstolen i stigende grad ville underkende udvisninger.

”Dagens afgørelser bekræfter den linje, som Menneskerettighedsdomstolen i al væsentlighed har haft siden 2017 – domstolen underkender ikke nationale domstoles domme, hvis de har været grundige i deres vurdering af de menneskeretlige perspektiver i de afsagte domme,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Med dagens afgørelser har Menneskerettighedsdomstolen de sidste ti år behandlet 30 danske udvisningssager. I fire af sagerne er Danmark blevet dømt. Efter afgørelserne i dag verserer der stadig 8 udvisningssager og 12 andre sager mod Danmark ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Seks sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

15. februar 2024 vurderede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol seks danske udvisningssager. Alle sager er rejst som en krænkelse af artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv. I alle seks sager blev Danmark frifundet.

Kurland mod Danmark

Sagen handler om udvisning med permanent indrejseforbud af en svensk mand, som blev idømt 2,5 års fængsel for bl.a. røveri.

Payam mod Danmark

Sagen handler om udvisning med permanent indrejseforbud af en afghansk mand, som blev idømt tre års fængsel for besiddelse af en ladt pistol på et offentligt område.

Fateh mod Danmark og Belgacem mod Danmark

De to sager handler om udvisning med permanent indrejseforbud og fratagelse af statsborgerskab mod to brødre med både dansk og algerisk statsborgerskab, som hver blev idømt 3 års fængsel for forsøg på at tilslutte sig Islamisk Stat.

Davud Kibar mod Danmark

Sagen handler om udvisning med permanent indrejseforbud af en tyrkisk mand, som blev idømt tre år og tre måneders fængsel for bl.a. besiddelse af en ladt pistol på et offentligt område.

Cakmak mod Danmark

Sagen handler om udvisning med permanent indrejseforbud i en sag mod en tyrkisk mand, som blev idømt seks år og tre måneders fængsel for forsøg på manddrab.

Retten til privat- og familieliv i udvisningssager

Den Europæiske Menneskerettighedskoventions artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv er relevant i udvisningssager.

I udvisningssager er det alene tilladt at gribe ind i privat- og familielivet, hvis det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til at forebygge uro eller forbrydelse. I sager om udvisning foretages en samlet afvejning af arten og grovheden af den begåede kriminalitet, tilknytningen til Danmark og tilknytningen til det land, som udlændingen må forventes at tage ophold i.

En del af vurderingen handler også om, hvorvidt udvisning følges op med et indrejseforbud for en længere eller kortere årrække eller for bestandig.

 

Kontakt

Pressechef, Kommunikation og engagement