Nyhed

FN-komité opfordrer Danmark til at ændre udlændingelov

FN udtrykker bekymring for, om Danmark overtræder menneskerettighedskonvention på flere områder – specielt udlændingeområdet.

FN’s Menneskerettighedskomité er netop kommet med sin rapport om, hvordan det står til med menneskerettighederne i Danmark. Især behandlingen af flygtninge og asylansøgere vækker komitémedlemmernes opmærksomhed.

Komitéen overvåger, om Danmark opfylder de forpligtelser, som vi har skrevet under på ved at ratificere – altså godkende – én af FN’s første og grundlæggende menneskerettighedskonventioner, FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

Den nye rapport fylder syv sider og peger på en række områder, hvor der ifølge komitéen er grund til bekymring.

Det drejer sig blandt andet om brugen af isolationsfængsling herunder af mindreårige, tvang i psykiatrien og fraværet af et generelt forbud mod diskrimination. Derudover anbefaler komitéen, at regeringen tager initiativ til at evaluere den omfattende terrorlovgivning, og at indsatsen mod vold i nære relationer styrkes.

Fokus på udlændingelov

Men det er særligt de seneste års ændringer på udlændinge- og asylområdet, som er i fokus.

FAKTA

Eksaminationen af Danmark fandt sted den 20. og 21. juni i Genève, hvor statens repræsentanter svarede på en række spørgsmål om dansk lovgivning.

Komitéen peger blandt andet på den omdiskuterede tre-årsregel for familiesammenføring, som betyder, at flygtninge med midlertidig beskyttelse som udgangspunkt skal vente tre år, før de kan blive forenet med deres familie i Danmark. Det er et område, som Institut for Menneskerettigheder også har haft fokus på:

“Vi har selv været meget kritiske over for tre-årsreglen. At skulle vente tre år på at blive sammenført med sin familie er en evighed for personer, der er flygtet fra krigens rædsler. Vi mener, at det er i direkte strid med de menneskeretlige konventioner, som Danmark har skrevet under på. Derfor lægger vi naturligvis særligt mærke til, at FN-komitéen anbefaler Danmark at ændre denne regel,” siger Institut for Menneskerettigheders vicedirektør Louise Holck.

Også den udstrakte brug af frihedsberøvelse af migranter og asylsøgere, de forhold, som deer frihedsberøvede under, samt manglende torturundersøgelser giver anledning til bemærkninger.

Ros til Danmark

Men rapporten roser også Danmark for at have gennemført forbedringer af menneskerettighedsforholdene. For eksempel anerkender komitéen oprettelsen af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, homoseksuelles muligheder for at indgå ægteskab i Folkekirken, transpersoners ret til juridisk kønsskifte og etableringen af Det Grønlandske Menneskerettighedsråd.

Eksaminationen af Danmark fandt sted den 20. og 21. juni i Genève, hvor statens repræsentanter svarede på en række spørgsmål om dansk lovgivning.

Institut for Menneskerettigheder havde forinden afleveret en

med instituttets bud på Danmarks efterlevelse af konventionen. Instituttets vicedirektør Louise Holck var til stede under eksaminationen i Genève.

Ved de seneste to bedømmelser i FN-regi er Danmark også blevet opfordret til at se på reglerne for flygtninge og asylansøgere, omfanget af isolationsfængsling samt de vide rammer for at frihedsberøve migranter og asylansøgere.

Sidst Danmark blev set efter i sømmene af FN's Menneskerettighedskomitévar i 2008.