Festival gør menneskerettighederne nærværende i Grønland

”Lad os respektere hinanden. Det er i orden at være anderledes.”  

Budskaberne i en ny grønlandsk sang om menneskerettigheder siver ud af højtalerne og fylder salen i forsamlingshuset i Maniitsoq på den grønlandske vestkyst. Op mod 250 mennesker i fire generationer er samlet til afslutningen på den første af seks menneskerettighedsfestivaler, som Grønlands Råd for Menneskerettigheder og Institut for Menneskerettigheder afholder på tværs af Grønland i 2024 . 

Samtlige af forsamlingshusets borde og stole er rykket frem. Alligevel er flere nødt til at stå op.  

Alles øjne og manges mobiltelefoner er rettet mod salens midtpunkt. På flere rækker står børn, unge og ældre samlet og danser for menneskerettighederne.  

”Der må ikke diskrimineres,” lyder det nu fra den folkekære grønlandske musiker og komiker Angajo Lennert-Sandgreen, der er i Grønland er bedre kendt som Hinnarik. Det er ham, der har skrevet den sang om menneskerettigheder, som borgerne på tværs af generationer danser til i Maniitsoqs forsamlingshus.

Retten til ikke at blive diskrimineret

Retten til ikke at blive diskrimineret er én af de temaer, som festivalen har sat fokus på. Det er tiltrængt, mener 24-årige Sikkersoq Poulsen. 

”Sangens budskab om, at vi skal passe på hinanden, er meget vigtig. På Facebook taler mange grimt til hinanden. Jeg blev selv mobbet i skolen.  Det oplever mange børn og unge i Grønland. Enten af danskere, der ser ned på grønlændere og tror, at vi alle er alkoholikere, eller ligesom jeg, fordi jeg har en dansk far,” siger Sikkersoq Poulsen.

Personalet i tre af byens børnehaver er glade for, at børnene under danseworkshops er blevet introduceret til sangen og dansen.

”Gennem dansen lærer børnene deres rettigheder at kende ved at bruge kropssprog. Det er meget vigtigt. De lærer at sætte grænser og udtrykke deres identitet og holdninger med kroppen,” siger Sara Hammigen, leder af børnehaven Paarsi.

Under festivalen deltog efterskolens elever i en workshop, hvor de ved hjælp af dialogkort om menneskerettigheder talte om, hvad Oprindelige Folks rettigheder og retten til ikke at blive diskrimineret betyder i deres liv.  

”Flere af vores elever fra Østgrønland har oplevet at blive forskelsbehandlet. Og tit har de oplevet at blevet forskelsbehandlet, før de kom til efterskolen. Kortene kan være med til at åbne samtaler om mobning og retten til at være dem vi er, uanset hvilken baggrund vi har,” siger efterskolens forstander, Vilhelm Josefsen.

Vigtige samtaler om kolonisering og tvangsforflyttelser
 

Da dokumentarfilmen Twice Colonized blev vist for beboerne på plejehjemmet Angerlarsimaffik Neriusaaq og i byens forsamlingshus, var retten til egen identitet, Danmark og Grønlands fælleshistorie på dagsordenen. 

Ifølge Adolf Lyberth, der bor på Angerlarsimaffik Neriusaaq, bør alle i Grønland se Twice Colonized, fordi den sætter fokus på mørke kapitler i fortiden, som vi har brug for at tale om.

”Når jeg ser filmen, tænker jeg på min lillebror. I 1960’erne blev han ligesom Aaju Peter sendt til Danmark. Han var stum, og det danske sygehusvæsen syntes, at det var en god idé at fjerne ham fra vores familie og placere ham i en familie i Danmark. Det gør mig ked af det. Han kom aldrig tilbage og døde i Danmark,” siger Adolf Lyberth.

Viceborgmester i Qeqqatta Kommunia, Gideon Lyberth, oplever, at menneskerettighedsfestivalen har skabt både glæde, håb og handlekraft i Maniitsoq.

”Menneskerettigheder er blevet meget mere nærværende, efter at vi har holdt festivalen om menneskerettigheder. Som lokalpolitiker behøver jeg ikke at vente på, at FN, ICC eller Naalaakkersuisut sikrer, at vores rettigheder bliver overholdt. Her er i Maniitsoq har vi ret til et værdigt liv,”” sagde viceborgmesteren under sin afslutningstale i forsamlingshuset.