Nyhed

FN’s Torturkomite retter kritik mod Danmark

En dør med tremmer i et fængsel set nedefra en trappe
Danmark bør styrke Den Uafhængige Politiklagemyndighed og reducere brugen af varetægtsfængsling, lyder det fra FN. ”Kritikken er på sin plads,” siger Louise Holck.

Efter FN’s Torturkomité 8.-9. november 2023 eksaminerede Danmarks indsats mod tortur og nedværdigende behandling, har komitéen nu udgivet sine konklusioner.

Komitéen udtrykker bekymring på 22 områder.

På Institut for Menneskerettigheder hæfter Louise Holck sig ved, at FN’s Torturkomite rejser kritik af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som i årevis og fra flere sider er blevet kritiseret for at holde hånden over politiet. Få sager ender nemlig med, at Politiklagemyndigheden udtaler kritik af de betjente, som borgerne har klaget over.

Torturkomitéen udtrykker bekymring for myndighedens manglende hjemmel til at efterforske sager om tortur og nedværdigende behandling. Mandatet for Den Uafhængige Politiklagemyndighed bør ifølge komitéen udvides, så alle sager om tortur og nedværdigende behandling kan behandles.

”Klager skal ikke kun behandles for at kunne placere skylden på en betjent. Det handler i mindst lige så høj grad om at få afdækket, om der er sket overtrædelser af menneskerettighederne. Den kritik er vi helt enige med Torturkomitéen i,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Nye tal viser desuden, at antallet af klager over politiet er steget markant fra 2017 til 2022.

”De facto isolationsfængsling”

FN’s Torturkomité er også bekymret over forholdene for varetægtsfængslede i Danmark. Når varetægtsfængslede de opholder sig 23 timer i cellen, svarer det ifølge komitéen til ”de facto” isolationsfængsling. 

Siden FN’s Torturkomité sidst undersøgte Danmark i 2015, er længden af varetægtsfængslinger steget markant. Sammenlignet med andre nordiske lande anvender Danmark nu varetægtsfængslinger langt oftere og længere. Varetægtsfængslede udgjorde i 2021 41 procent af de indsatte i danske fængsler og arresthuse.

Torturkomitéen efterlyser, at Danmark lovgiver udtrykkeligt om varetægtsarrestanters forhold og rettigheder.

”Varetægtsfængsledes rettigheder er under pres, hvis ikke deres forhold reguleres ved lov. Vi håber, at Danmark tager FN-komitéens kritik til sig,” siger Louise Holck.

Mange varetægtsfængslede er i praksis lukkede inde i en celle næsten hele døgnet og har dårligere muligheder for beskæftigelse og besøg.

Ud over klagemekanismer og varetægtsfængslinger slår FN-komitéen ned på forholdene for mennesker på såkaldt tålt ophold og sociale anbringelser af børn og unge på sikrede institutioner.

Kontakt