KRONIK: IMR gør status efter 25 år

Af direktør Jonas Christoffersen og vicedirektør Charlotte Flindt Pedersen, Institut for Menneskerettigheder. Bragt i Politiken torsdag den 10.5. 2012.

Menneskerettighederne har i mange år stået stærkt i Danmark. Danskerne var således blandt de første til at etablere et uafhængigt menneskerettighedscenter, og dette er baggrunden for at Institut for Menneskerettigheder (IMR) i denne uge kan kippe med flaget og fejre sit 25 års jubilæum.

Og der er sket meget de sidste 25 år. Menneskerettighederne har i dag en solid forankring i dansk politik og samfundsliv og de optræder dagligt i aviser og debatter. Selvom det kunne være rart at tage æren for det, er det jo ikke instituttets fortjeneste, at samfundet har styrket menneskerettighederne mere end nogen havde forestillet sig for 25 år siden. Politikere, myndigheder, civilsamfund, ildsjæle og virksomheder står bag udviklingen af et samfund, hvor menneskerettighederne både i lov og i praksis står stærkt.

Internationalt er der også sket meget. Børnekonventionen er kommet til, menneskehandel er kommet på dagsordenen, Menneskerettighedsdomstolen er reformeret og dækker i dag hele Europa. FN har fået en Højkommissær for Menneskerettigheder og FN’s Menneskerettighedsråd er oprettet tillige med Den Internationale Straffedomstol. EU’s Charter er vedtaget og FN’s Handicapkonvention er kommet til verden. For blot at nævne nogle eksempler.

IMR er et resultat af denne udvikling. Fra at være et forsknings- og informationscenter er vi i dag en fuldbyrdet, FN-reguleret national menneskerettighedsinstitution. Vi har søsterorganisationer i ca. 100 lande, som vi mødes med og udveksler erfaringer med. Fra New Zealand har vi f.eks. hentet inspiration til en ny og omfattende statusrapport om menneskerettighederne i Danmark. Vi offentliggør rapporten i morgen i anledning af vores jubilæum og vil senere i denne kronik give eksempler på nogle af de områder, vi mener, er blandt de væsentligste udfordringer i Danmark i dag. Men vi vil endnu ikke slippe blikket på konteksten.

For udviklingen både herhjemme og i verden har formet, hvordan menneskerettighedsarbejdet i dag finder sted. Og hvorfor vi også i dag mener, det er vigtigt, at gøre status og pege på udfordringer i et land, hvor menneskerettighederne ellers står stærkt.

Bred opbakning fra starten
En vigtig pointe er, at menneskerettighederne i Danmark historisk set har været bredt politisk forankret. Det var således hverken rød eller blå blok, der i slutningen af 80'erne etablerede det danske menneskerettighedscenter – i dag IMR. Det var humanitære organisationer og forskere fra universiteterne, der fik ideen, og Poul Schlüters firkløverregering, der realiserede den. Den 5. maj 1987 stemte et samlet Folketing med undtagelse af Fremskridtspartiet for etableringen af centeret.

Centeret var dog ikke et startskud men indtrådte i en lang dansk tradition for at arbejde med støtte til torturofre og demokrati- og rettigheder. Og allerede ved dannelsen af FN's Verdenserklæring i 1948 sad danskeren Bodil Begtrup som næstformand i FN-udvalget om erklæringen.

Derfor var det heller ikke hvem som helst, man i 1987 satte i spidsen for den nye institution. Tidligere statsminister Poul Hartling (V) blev som den første formand for Rådet for Det Danske Center for Menneskerettigheder. At en tidligere statsminister og flygtningehøjkommissær i FN stillede sig i spidsen for centeret gav den spæde institution tyngde og sendte et signal til omverdenen om, at Danmark var i det internationale førerfelt i kampen for menneskers rettigheder. Og det vel at mærke inden for Danmarks grænser.

Det var dog ikke kun herhjemme, at man styrkede den nationale dialog om menneskerettigheder. Udviklingen var generelt, at flere lande ønskede en bedre balance mellem udenrigs- og indenrigspolitikken. Man ville så at sige feje for egen dør. Herhjemme førte udviklingen bl.a. til, at Folketinget i 1992 besluttede at gøre Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til en del af dansk ret.

Internationale aktiviteter
Styrken ved et dansk menneskerettighedscenter var derfor også, at Danmark kunne løfte sit internationale engagement for menneskerettighederne verden rundt. I dag udgør IMR’s internationale arbejder således knap 2/3 af vores virke. Det bringer os vidt omkring, og det giver os et godt indblik i, hvor vigtig en lokal forankring af menneskerettighederne er. Herunder, at de menneskeretlige idealer altid skal tilpasses den lokale kontekst.

IMR’s internationale engagement startede med murens fald og Sovjetunionens kollaps. Dengang stod befolkningerne i Østeuropa nemlig med ønsket om demokrati og individuel frihed. 20 år efter Sovjetunionens kollaps er menneskerettighedsarbejdet dog langt fra afsluttet. Østeuropa og regionen er stadig kendetegnet ved økonomiske systemer og magtstrukturer, der har rødder tilbage fra den sovjetiske planøkonomi med en stærkt udøvende centralistisk statsmagt. Instituttet arbejder derfor i dag i flere lande i regionen både med at støtte civilsamfundet, men også med at styrke de nationale menneskerettighedsinstitutioner og ombudsmænd.

Udviklingen bekræftede, at demokrati og menneskerettigheder ikke gennemføres ved snuptagsløsninger. At økonomisk vækst og liberalisering af økonomien skal gå hånd i hånd med demokratiske reformer i alle dele af samfundet, herunder de politiske institutioner, retssystemet, politiet og den offentlige forvaltning. Men udviklingen bekræftede også, at menneskerettighederne har folkelig resonans – hvilket vi også ser i disse år og måneder, hvor folkelige krav i den arabiske verden om reel politisk deltagelse og social retfærdighed kommer til udtryk gennem krav om respekt for menneskerettighederne. At rettigheder skulle være et særligt vestligt fænomen virker derfor som en mere fjern tanke end nogensinde før. Og det er blandt årsagerne til, at IMR i dag er også er aktiv i flere lande i den arabiske verden.

Også Afrika har trukket på instituttet. Kontinentet nød generelt godt af koldkrigs-alliancernes ophør, og den Sydafrikanske forfatning blev til med støtte fra Instituttet.

IMR har desuden arbejdet med partnere i både Rwanda og Balkan om retsopgør og genopbygning af demokratiske institutioner efter de grusomme begivenheder. Det er svære processer men både på Balkan, hvor de fleste af landene er kandidatlande til EU, og i Rwanda, er man i dag kommet så langt i genopbygningen, at verdenssamfundets solidaritet har vist sig ikke at være forgæves.

Vores erfaring er i dag, at mulighederne for at gennemføre de menneskeretlige idealer mildest talt er forskellige verden rundt, fordi konteksten er forskellig. Herhjemme er konteksten heldigvis et stærkt demokrati med en stolt tradition for at beskytte menneskerettighederne. Men også for at forholde sig kritisk til dem.

Opgøret med smagsdommere
Menneskerettighederne er nemlig ikke kun en balanceøvelse mellem udenrigs- og indenrigspolitikken. Der skal så at sige også balanceres mellem kritik og selvkritik. Det lærte instituttet på den hårde måde, da der for 10 år siden blev sået tvivl om dets eksistensberettigelse.

I 2002 erklærede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale, at han ville de såkaldte smagsdommere til livs. Der var efter hans mening vokset et vildnis frem af statslige råd, nævn og institutioner, der havde udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere. Center for Menneskerettigheder var på saneringslisten og skulle lukkes. Debatten endte dog med en ny lov, hvor Det Danske Center for Menneskerettigheder blev omdøbt til Institut for Menneskerettigheder og lagt administrativt sammen med Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der i sig selv var en samling af fire institutioner.

Kritikken kom mildest talt som et chok for centeret, der ikke havde forudset, at dets virke kunne blive anset for problematisk for den frie, offentlige debat. Men når vi i dag genlæser gamle høringssvar og rapporter, må konklusionen være, at selvom niveauet generelt var højt, havde centeret fra tid til anden givet udtryk for lidt for faste holdninger.

Hermed ikke sagt, at betegnelsen ’smagsdommer’ var en retfærdig mærkat. Men kritikken, der i de følgende år klæbede til instituttet og gav legitimiteten et skud for boven, gav centeret stof til eftertanke.

Et nyt overblik
Siden har IMR stille og roligt arbejdet med at præcisere sin rolle i lyset af FN’s såkaldte Paris-principper, der er et sæt retningslinjer for institutioner som IMR. Og det handler generelt om, at vi hellere skal åbne debatten end lukke den. Vi skal ikke agere dommere og påstå, at vi kan eller skal give det endegyldige svar på alle spørgsmål. Vores høringssvar er derfor i dag f.eks. mere åbne end tidligere, og vi stiller nogle gange flere spørgsmål, end vi giver svar.

Og når vi i morgen offentliggør vores nye statusrapport, repræsenterer det også en ny måde at arbejde på. Vi har aldrig før forsøgt at give et samlet overblik over de forskellige menneskeretsområder. Og det er med nogen tøven, at vi gør det! For vi ved kun alt for godt, at vi ikke har alt med. Men det bedste skal ikke blive det godes fjende, og vi håber, at statusrapporten vil blive brugt i den kommende tid.

Og hvor er det så menneskerettighederne ”har ondt” i dagens Danmark? I rapporten behandler vi 13 emner og flere vil komme til i løbet af 2012. Men vi vil lige nu fremhæve børns rettigheder, frihedsberøvedes rettigheder, menneskehandel og diskrimination som centrale emner. Og så skal vi helt generelt blive bedre til at arbejde systematisk med menneskerettighederne i Danmark. I det følgende vil vi kort uddybe disse fem væsentlige områder.

En forbedring af børns menneskerettigheder er som sagt aktuel og nødvendig. Vi kender alle den offentlige omtale af sager, hvor børn har været udsat for vold, incest og vanrøgt, uden kommunerne har grebet ind. De løbende tilsyn med anbragte børn kan styrkes, og Danmark bør respektere principperne i børnekonventionen om frihedsberøvelse af børn og unge. Magtanvendelse over for anbragte bør skal begrænses, og isolationsfængsling af mindreårige bør forhindres. Børnene i asylcentre skal vi heller ikke glemme.

Også menneskehandel er et område, hvor Danmark kan forbedre indsatsen i forhold til i dag. Her handler det især om identifikationsprocessen af ofre for menneskehandel, som bør forbedres. Uden identifikation er der nemlig ingen beskyttelse og støtte, og der er stor risiko for øjeblikkelig udvisning af landet. Dermed med fare for at blive sendt tilbage til et nyt udbytningsforhold og man ikke får sat ind mod bagmændene. Politiet og udlændingemyndigheder skal uddannes i at identificere ofre for menneskehandel f.eks. gennem regelmæssig undervisning. Og potentielle ofre bør tilbydes ophold i et såkaldt ”safe house”, mens identifikationsprocessen står på. Og så skal vi huske, at der også handles mennesker til andet arbejde end prostitution.

Danmark bør også se på rettighederne under frihedsberøvelse. Områder som langvarig varetægtsfængsling, overbelægning i Kriminalforsorgens institutioner og brugen af isolation bør fortsat være genstand for stor opmærksomhed. Frihedsberøvelse af børn ser vi heller ikke gerne.

Forskelsbehandling er også et stort emne, selv om Danmark har gjort og stadig gør meget for at sikre lige muligheder og bekæmpe forskelsbehandling. Flere forhold kunne fremhæves, men man kan starte med at minde om, at dansk lovgivning ikke indeholder et generelt diskriminationsforbud. Lovgivningen er et kludetæppe af forskellige regler, der er blevet til hen ad vejen. Ud over forvirring og uklarhed er resultatet, at forskellige grupper nyder forskellig beskyttelse. Mennesker med handicap har for eksempel ingen lovbeskyttelse mod diskrimination uden for arbejdsmarkedet. Banker kan derfor lovligt diskriminere fx udviklingshæmmede, der heller ikke kan klage til Ligebehandlingsnævnet. Hvorfor handicappede skal have ringere retsbeskyttelse mod diskrimination, forstår vi stadig ikke.

Endeligt må man helt generelt huske, at arbejdet med at fremme og beskytte menneskerettigheder i dag foregår på kryds og tværs af en lang række ministerier og offentlige myndigheder. Indsatsen lider under manglende koordinering og systematik – og ikke mindst under et fravær af åbenhed og gennemsigtighed. Derfor anbefaler vi, at Danmark følger FN’s anbefalinger og formulerer en national handlingsplan for menneskerettigheder, der samler trådene og sikrer en effektiv og målbar indsats. En national handlingsplan vil også give Folketinget og offentligheden et overblik over menneskerettighedssituationen og dermed et grundlag for at evaluere og prioritere indsatsen i Danmark. Vi anbefaler det til andre lande, og vi bør derfor gøre det selv.

Den åbne debat
Vores nye statusrapport behandler som sagt kun 13 områder, og vi vil løbende tilføje nye kapitler. Det er vores håb, at vi kan spille bolden op til mange andre aktørers arbejde med menneskerettighederne. Det gælder politikere og embedsmænd, men ikke mindst civilsamfundet har behov for et sted at gå hen og få støtte til arbejdet med menneskerettighederne. Instituttet kan ikke det hele, men forhåbentlig vil vores nye statusrapport blive et referencepunkt for mange mennesker.

Menneskerettighederne spænder vidt. Fra svigtede børn og fængslede mennesker over handlede kvinder og udviklingshæmmede til uafhængige domstole og åbne lovgivningsprocesser. Al ting udvikler sig, og tiden vil fortsætte med at forme menneskerettighederne. Vi vil gøre vores for at sikre, at instituttets rolle som national menneskerettighedsinstitution fortsat udvikler sig i de kommende år. Danmark har nemlig - som alle andre lande - behov for en uafhængig, statslig institution, der spiller en konstruktiv rolle i at sikre alle menneskers rettigheder.

Det kræver fortsat forandring. Det kræver fortsat samarbejde. Og det kræver ikke mindst en åben og offentlig debat om menneskerettighederne i Danmark. Vi håber, at vores nye statusrapport vil blive et løbende omdrejningspunkt, så vi og andre kan blive bedre til at arbejde med menneskerettighederne i Danmark.