Straf alene rækker ikke til at hjælpe kvinder fastlåst i religiøse ægteskaber
Normalt blander staten sig ikke, når et ægteskab afsluttes religiøst. Derfor er det traditionelt gået under myndighedernes radar, når personer, der kan opnå borgerlig skilsmisse, bliver nægtet religiøs skilsmisse.
Men hvis den enkeltes rettigheder er truet ved fastholdelse i religiøse ægteskaber, bør danske lovgivere og myndigheder sætte ind.
Det fremgår af rapporten 'Fastholdt - Når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab', som Institut for Menneskerettigheder står bag. Rapporten undersøger, hvad der gælder menneskeretligt i forhold til religiøse skilsmisser, og hvordan andre lande håndterer spørgsmålet om religiøse ægteskaber og skilsmisser.
En borgerlig skilsmisse betyder, at et ægteskab er afsluttet i juridisk forstand. Hvis et par er gift ved en religiøs ceremoni, vil en religiøs skilsmisse eller religiøs annullering af ægteskabet inden for nogle religiøse traditioner være en forudsætning for, at ægteskabet også er afsluttet i religiøs forstand. Der kan opstå den situation, at den ene eller begge parter ikke kan afslutte ægteskabet uden den andens eller en religiøs domstols accept og dermed i praksis holdes fast i et uønsket ægteskab.
I England, Frankrig, Nederlandene, Tyskland og Norge anses fastlåste religiøse ægteskaber i nogle tilfælde som et menneskeretligt problem, som staten er forpligtet til at adressere og gribe ind overfor.
Landene har taget initiativer for at fremme en mere lige adgang til religiøs skilsmisse og for at afbøde brud på menneskeretten på grund af fastlåste ægteskaber. De erfaringer kan Danmark lære af.
Fastholdte kvinder
Konsekvenserne af, at et ægteskab kun er opløst borgerligt, men ikke religiøst, kan i nogle tilfælde være alvorlige for særligt kvinder.
Kvinder i et fastlåst religiøst ægteskab kan for eksempel blive presset, når det gælder vilkår i forbindelse med en borgerlig skilsmisse, eller de kan blive forhindret i at gifte sig borgerligt på ny.
I nogle tilfælde kender kvinderne måske ikke deres egne rettigheder, herunder retten til at blive borgerligt skilt og borgerligt gift igen.
Myndighederne skal være klædt på til at kunne genkende situationer, hvor kvinder bliver mødt med urimelige vilkår på grund af et fastlåst religiøst ægteskab.
”Stat og myndigheder bør ikke se passivt til, hvis kvinder bliver ofre for en religiøs praksis, der har vidtgående og åbenbart skadelige konsekvenser for deres liv. Derfor råder vi til, at flere danske instanser får øjnene op for potentielle problemer med religiøs skilsmisse for at kunne hjælpe kvinderne,” siger Eva Maria Lassen, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og arbejder med religionsfrihed og forholdet mellem religiøse traditioner og moderne menneskerettigheder.
Statslige indsatser skal dog stadig tage hensyn til religionsfriheden, påpeger Eva Maria Lassen.
Myndigheder skal klædes på
Institut for Menneskerettigheder peger i rapporten på, at Familieretshuset og kommunerne kan bidrage til at hjælpe dem, der fastholdes i religiøse ægteskaber. Det gælder for eksempel, hvis der i forbindelse med en borgerlig skilsmisse opstår problemer og usædvanlige ordninger, såsom at manden overtager både hus og børn. ”Så skal alarmklokkerne ringe,” siger Eva Maria Lassen.
Familieretshuset og kommunerne skal derfor sammen med advokater og dommere have mere viden om, hvilke menneskeretlige problemer der kan opstå i forbindelse med fastholdelse i religiøse ægteskaber, og hvilke muligheder staten har for at hjælpe dem, der står med problemet.
Inden for islam og jødedom praktiseres religiøs skilsmisse. I det moderne Danmark betyder dette, at et jødisk-ortodokst eller muslimsk indgået ægteskab ved siden af en borgerlig skilsmisse også skal afsluttes religiøst, for at ægteskabet i religiøs forstand betragtes som afsluttet. Kristendommen kender ikke til religiøs skilsmisse, fordi det kristne ægteskab varer hele livet, "til døden skiller jer ad". I praksis accepterer folkekirken, at en borgerlig skilsmisse betyder en afslutning på ægteskabet i religiøs forstand. Dette er ikke tilfældet i den romersk-katolske kirke. Dog kan det katolske ægteskab under visse omstændigheder blive erklæret ugyldigt, og så er parterne frie til at gifte sig igen. I Danmark har fænomenet hidtil haft mindre bevågenhed end i de lande, vi normalt sammenligner os med, men undersøgelser viser, at alvorlige problemer med, at kvinder fastholdes i religiøse ægteskaber, findes inden for visse muslimske miljøer. Omfanget af problemet kendes ikke.
Det bør også være muligt at gå ad rettens vej og straffe en person, der med psykisk vold fastholder en anden i et religiøst ægteskab. Men det strafferetlige kan ikke stå alene.
”Det kan i grelle tilfælde være hensigtsmæssigt at straffe mænd, der fastholder kvinder i et religiøst ægteskab mod deres vilje. Men det er samtidig nødvendigt at aktivere de relevante myndigheder, blandt andet Familieretshuset. Myndighederne skal være klædt på til at kunne genkende situationer, hvor kvinder bliver mødt med urimelige vilkår på grund af et fastlåst religiøst ægteskab,” siger Eva Maria Lassen.
Rapporten 'Fastholdt - Når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab' undersøger, hvad der gælder menneskeretligt i forhold til religiøse skilsmisser, og hvordan andre lande håndterer spørgsmålet om religiøse ægteskaber og skilsmisser. Rapporten indeholder otte anbefalinger til stat, kommuner og myndigheder, der kommer i kontakt med kvinder fastholdt i religiøse ægteskaber.
'Fastholdt - Når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab', Institut for Menneskerettigheder, udkommer 9. oktober 2020.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:
- Social- og Indenrigsministeriet sikrer, at det er muligt for myndigheder i visse tilfælde at inddrage spørgsmål om religiøs skilsmisse i vilkårsforhandlinger i forbindelse med borgerlig skilsmisse. Familieretshuset bør være opmærksom på, at den ene part (oftest kvinden) kan blive udsat for et urimeligt pres i en skilsmissesituation, såfremt parterne ikke er enige om også at lade sig skille religiøst
- Social- og Indenrigsministeriet i samarbejde med Udlændinge- og Integrationsministeriet undersøger, om servicelovens § 12 a (om kommuners rådgivning af ofre i æresrelaterede konflikter) bør udvides til også at omfatte rådgivning i sager, hvor en person i et religiøst ægteskab (oftest kvinden) udsættes for et urimeligt pres som følge af ønsket om en religiøs skilsmisse.
- Udlændinge- og Integrationsministeriet sørger for, at sikkerhedskonsulenterne og det allerede eksisterende rejsehold om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol i regi af SIRI tilføres viden/ressourcer, så konsulenterne og rejseholdet også kan bistå kommunerne i sager om religiøse skilsmisser.
- Anklagemyndigheden overvejer at anvende straffelovens § 243 om psykisk vold i forbindelse med sager om fastholdelse i religiøse ægteskaber.
- Regeringen i tæt dialog med Advokatsamfundet, Advokatrådet, Dommerforeningen og Domstolsstyrelsen sikrer en mulighed for, at advokater, advokatfuldmægtige og dommere kan tilegne sig viden om krydsfeltet mellem religiøs ret og borgerlig ret i skilsmissespørgsmål, herunder i forbindelse med vilkårsforhandlinger.
- Regeringen går i dialog med de relevante trossamfund forud for udarbejdelsen og indførelsen af eventuelle tiltag og i samspil med trossamfundene understøtter initiativer inden for trossamfundene, der giver både kvinden og manden adgang til religiøs skilsmisse, herunder bidrager til at beskytte religiøse autoriteter, der medvirker ved opløsning af religiøse ægteskaber.
- Udlændingestyrelsen sikrer klar vejledning og rådgivning af ægtefællesammenførte kvinder om en borgerlig skilsmisses eventuelle konsekvenser for kvindens opholdsgrundlag.
- Udlændingestyrelsen er opmærksom på, at kvinder, der ikke har opnået religiøs skilsmisse, når de forlader Danmark, i visse tilfælde kan opleve, at det får alvorlige konsekvenser, når de vender tilbage til deres hjemland, såfremt muslimsk familieret er gældende ret i landet.