Vold mod børn er overset

Af Anette Faye Jacobsen, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder. Bragt i Jyllands-Posten den 8. november 2016.

Folketingets partier diskuterer i øjeblikket, hvordan skilsmisseområdet kan reformeres. Hvert tredje barn oplever brud i familien, og nogle af de mest indædte konflikter udvikler sig, når forældre går fra hinanden. Det tager hårdt på børnene. Men spørgsmålet er, om lærere, pædagoger og andre professionelle er klædt på til at få øje på børn, der lever med daglig utryghed, verbal vold og højt konfliktniveau. Der er tilsvarende udfordringer for børn og unge, der må leve med alkoholiserede forældre. Man regner med, at 122.000 danske børn vokser op i familier med misbrugsproblemer. Mange har sikkert fulgt med i programmet ”Lotus og den fulde sandhed” på DR, hvor Lotus Turéll – forfatteren Dan Turélls datter - har fortalt om sin barndom med en far, der var alkoholiker. Selv om familien fremstod pæn og velfungerende på overfladen, levede barnet med daglig angst og fortielser, der gav langvarige psykiske eftervirkninger.

I sociallovgivningen – og i praksis rundtomkring i kommunerne – er der kommet meget fokus på, at børn skal beskyttes mod overgreb. Det var de frygtelige børnemishandlingssager i Tønder, Brønderslev, Esbjerg og andre steder, der gav stødet til det initiativ, som i 2013 blev døbt Overgrebspakken. Dette lovkompleks forpligter bl.a. alle kommuner til at have et skriftligt beredskab, så enhver medarbejder i forvaltningen, på skoler og i børneinstitutioner ved, hvordan man reagerer, hvis man har mistanke om overgreb mod et barn. Inden for 24 timer skal børne- og familieforvaltningen i den enkelte kommune desuden tage stilling til enhver underretning om bekymringer for et barn.

Det er rigtigt gode initiativer. Alligevel er der et problem med at nå ud til børn, der lever i tilsyneladende velkørende familier, hvor der er utryghed, angst og alvorlige svigt bag facaden. Eller hvor far og mor bruger barnet i deres indbyrdes krige.

Overgrebspakken har nemlig den indbyggede svaghed, at den især har fokus på fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn. Offentligt ansatte har pligt til at reagere, hvis børn mistrives eller ser ud til at have behov for hjælp. Men den målrettede opmærksomhed skal være på eventuelle fysiske og seksuelle overgreb. Her har kommunerne en særlig forpligtelse til at sætte akut ind, hvis der kommer en underretning. Det kan være den slags tilfælde, hvor politiet skal ind i sagen, fordi fysisk eller seksuel vold mod et barn er strafbart. Men giver det mening at begrænse opmærksomheden, så den kun er rettet mod de sager, hvor der sker straffelovsovertrædelser?

I kommunerne er der forskellige tolkninger af, hvad der skal til for at give børn den rigtige beskyttelse. I en spørge- og interviewundersøgelse, som Institut for Menneskerettigheder har foretaget blandt kommunale chefer og rådgivere, bliver det tydeligt, at landets børne- og familieafdelinger har meget forskellige tilgange til problematikken.

En afdelingsleder i Københavns Kommune mener f.eks., at der er for meget signalpolitik i Overgrebspakken, og hun finder det problematisk, at der ikke skelnes mellem grov vold og mindre grov vold. Hun tilføjer, at man i i hendes forvaltning ikke anmelder mistanke om mild vold som f.eks. et hårdt tag i armen.

En holdleder fra Lolland Kommune beklager, at psykisk vold ikke italesættes, selv om det kan være lige så voldsomt for barnet som fysisk vold. En socialrådgiver mener, at lovgivningen nødvendigvis må pålægge kommunerne at være lige så opsøgende på vanrøgt og psykiske overgreb som på fysisk vold og overgreb. I spørgeundersøgelsen svarede et flertal af cheferne ja til, at psykiske overgreb burde være en del af kommunernes overgrebsberedskab. En tredjedel vurderede, at det samtidig ville kræve flere ressourcer. Næsten lige så mange mente dog, at psykiske overgreb allerede bliver håndteret på linje med fysiske og seksuelle overgreb. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har foretaget flere store undersøgelser af børns og unges erfaringer med vold i hjemmet. Den seneste er en spørgeundersøgelse blandt knap 2.000 elever i 8. klasse, som udkom tidligere i år. Her fremgår det, at 17 pct. af børnene har oplevet en eller anden form for fysisk vold i hjemmet inden for det seneste år, mens 8 pct. rapporterer om psykisk vold. Man kan dog diskutere undersøgelsens optællingsmetoder. Fysisk vold tæller f.eks. med, uanset om der er tale om en lussing, et knytnæveslag eller et spark. Psykisk vold registreres derimod først, når barnet har oplevet flere forskellige typer flere gange – hvis barnet f.eks. er blevet kaldt ting, der gjorde ham/hende ked af det, udelukket med tavshed eller truet med at blive smidt ud hjemmefra. Det betyder, at selv om et barn hver dag får at vide, at det er grimt og dumt, tæller det ikke nødvendigvis med. I denne undersøgelse kræves det, at barnet også kan sige ja til at have oplevet mindst en af de andre muligheder, som forskerne har stillet op, hvis det skal registreres som psykisk vold.

SFI’s undersøgelse er dog både grundig og troværdig, og det er værdifuldt, at forskerne forsøger at måle forekomsten af psykisk vold, selv om det er mere kontroversielt, fordi psykisk vold ikke er omfattet af straffelovgivning ligesom fysisk vold. Det er helt nødvendigt at få dokumentation for, hvor mange børn der oplever en hård, nedbrydende behandling derhjemme. Det betyder ikke, at forældre, der forløber sig over for deres ustyrlige eller urimelige poder, straks skal have åbnet en sag hos myndighederne. Men de børn, der oplever et mønster af vold derhjemme, hvad enten det er psykisk eller fysisk, skal have hjælp og støtte – det har de ret til ifølge FN’s Børnekonvention.

Der er nemlig klar dokumentation for, at en barndom præget af fysiske eller psykiske overgreb kan være nedbrydende for både menneskers selvværd og deres livspotentialer på en lang række parametre: Fra fysisk og psykisk helbred til uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ifølge SFI’s undersøgelse oplever ca. 7-8 pct. af børn i Danmark et mønster af fysisk eller psykisk vold i hjemmet. Det er mellem to og fire børn i hver folkeskoleklasse. Det er sandsynligvis kun toppen af isbjerget, for SFI’s opgørelsesmetoder har formentlig langt fra fanget alle de børn, der har alvorligt brug for, at nogen kommer dem til hjælp. Hvis vi igen tænker på de problemer, som Lotus Turéll beretter om, ville de f.eks. ikke tælle med som overgreb. Den grundlæggende utryghed og angst for, hvilken tilstand en alkoholiseret far eller mor vil være i, når man kommer hjem fra skole, er igen en anden form for mishandling. Men ikke nødvendigvis mindre skadelig end tæv eller voldsom skældud.

Det er afgørende, at vi anerkender, at børns og unges mistrivsel kan have mange årsager. Det giver ikke mening, at myndighederne er mere opsatte på at forebygge og reagere på fysiske eller seksuelle overgreb på bekostning af andre former for vold såsom vanrøgt eller psykisk mishandling. Denne tendens ligger både i den gældende lovgivning og også i det officielle vejledningsmateriale, som kommunerne benytter, når de skal formulere deres lokale beredskaber. Der er behov for en revision af denne tilgang, så den psykiske side af børns trivsel og samlivet i familien får større opmærksomhed. De fleste kommuner skal revidere deres overgrebsberedskab i 2017, så der er god grund til at starte med at udvikle indsatsen for beskyttelse af børn allerede nu.