Corona minder os om vores sårbarhed

Der er tre ting, der gør Asta Jarlner vred og ked af det: at forhold mellem to kvinder ikke bliver opfattet som kærlighedsforhold; at queerpersoner, der er til kvinder, primært er synlige i offentligheden på pornosiden Pornhub; og at krænkelsesalarm gør det vanskeligt at føre konstruktive samtaler om køn og seksualitet.

Asta Jarlner er 25 år, ciskønnet og ønsker at blive omtalt med stedordene hun og hendes.

Hun er en af flere LGBTI+-personer, der i en rapport fra Institut for Menneskerettigheder fortæller om deres oplevelser under coronanedlukningen. Ifølge instituttets undersøgelse forstærkede coronanedlukningen den diskrimination, LGBTI+-personer udsættes for. Nogle blev råbt ad og truet, mens andre følte utryghed og usikkerhed i byens halvtomme gader. 

For Asta Jarlner var coronanedlukningen en reminder om, at kærlighed mellem to kvinder endnu ikke er på folks lystavle.

”Jeg oplevede, at når jeg søgte og viste en anden kvinde kærlighed, blev det opfattet, som om vi bare var veninder, og derfor blev vi skældt ud for at være uansvarlige. Folk misforstår og tror, at vi er veninder og ikke partnere.”

Ifølge Asta Jarlner skyldes det blandt andet, at homoseksuelle og biseksuelle kvinder ikke er så synlige i det offentlige Danmark. Hun nævner forfatteren Leonora Christina Skov som en af få prominente danske kvinder, der er til kvinder.

”P.t. findes vi primært på Pornhub. Det gør mig faktisk ked af det.”

Hård tone i debatten

Når man som Asta Jarlner træder frem som queer-person i offentligheden, kræver det en god portion mod og tålmodighed.

Tonen kan være hård i Debatdanmark, så hård, at halvdelen af danskerne afholder sig fra at deltage i onlinedebatter, viser en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder. Værst står det til blandt de unge, og for LGBTI+-personer kan det være særlig sårbart at være aktiv på sociale medier:

”Det offentlige rum er ikke bare det fysiske rum, det er også internettet. Og der føler jeg mig udsat, for der ser andre mennesker mine holdninger og min indre repræsentation.”

Når folk går over grænsen på sociale medier, er det som regel ubevidst, mener Asta Jarlner, men det har alligevel konsekvenser.

”Det er først, når jeg åbner munden, at det går galt. I nogle situationer har jeg overvejet, om jeg skulle stikke hovedet i busken og gemme mine holdninger.”

Næsten halvdelen (48 procent) af de adspurgte LGBTI+-personer svarer i en undersøgelse igangsat af ligestillingsminister Mogens Jensen, at de inden for det seneste år har følt sig diskrimineret på sociale medier.

Asta Jarlner understreger, at hun ikke repræsenterer alle queers. Hun har for eksempel aldrig oplevet hadforbrydelser ligesom de 1.600-2.700 personer mellem 16 og 74 år, der ifølge Justitsministeriets offerundersøgelse fra 2020 hvert år udsættes for vold på grund af deres seksuelle orientering. 

”Min kønsidentitet går ikke imod normen. Jeg ligner alle mulige andre heteroseksuelle. Andre queers vil have nogle helt andre fortællinger,” forklarer Asta Jarlner.

Vi er ikke krænkede, vi er bare uenige

Det er svært stof, det med køn og seksualitet, vedgår hun, og der kan være nervøsitet forbundet med et felt, hvor vi stadig er i gang med at skabe et fælles sprog.

”Vi queers skal være tilgivende og tålmodige. Men vi skal have lov til at rette hinanden, og vi skal være bedre til ikke at se rettelser som angreb. Vi gør bare opmærksom på, at nogle bliver kede af det.”

Når Asta Jarlner for eksempel går i rette med sin onkel, oplever hun, at automatreaktionen er: ’Uha, I er også så lette at krænke’ og ’må man nu heller ikke sige det længere?’

”Men nej, vi er ikke krænkede, vi er bare uenige. Det er en misforståelse, at du får kappet alle fingre og ører af, hvis du bruger det forkerte pronomen en enkelt gang, og så står vi der med fakler og høtyve foran din dør. Det tager tid at ændre vaner, og det tager lang tid. Og det ved vi godt.”

For hvis vi afholder os fra at tale om køn og seksualitet, hvordan skal vi så blive klogere, spørger hun.